Annonce
Annonce
Med pengene fra Tuborgfondet bliver det nu muligt at sætte yderligere skub i den stille, grønne skolerevolution, som Anne-Birgitte Agger har serveret for kokkeeleverne på Hotel- og Restaurantskolen i København. Foto: Hotel- og Restaurantskolen
Tuborgfondet giver 22 mio. kr. til at styrke undervisningen i grøn gastronomi
Hotel- og Restaurantskolen i København får 22 mio. kr. til at udvikle og teste nye modeller for håndværksbaseret undervisning og grøn gastronomi, som skal være med til at løfter fagligheden i uddannelsen på skolen.
Håndværkspædagogik, grøn gastronomi og en åben skole er vejen til større engagement og faglig begejstring på de gastronomiske uddannelser. Det mener Hotel- og Restaurantskolen og Tuborgfondet, som nu går sammen om et partnerskabsprojekt, der skal udvikle nye metoder og inspiration til gavn for hele erhvervsskolesektoren. Tuborgfondet bidrager med en bevilling på 22 mio. kr. til projektet, som begynder fra årsskiftet.
“I det nye partnerskab ønsker vi først og fremmest at skabe en positiv forandring for skolens elever og for dansk madhåndværk. Samtidig er det et erklæret mål at inspirere til nye måder at undervise på – ja til at være skole på. Sammen har vi musklerne til at afprøve nye tilgange, som potentielt kan skabe viden og inspiration, der vil komme alle erhvervsskoler til gavn”, siger Peter Giacomello, sekretariatschef i Tuborgfondet på skolens hjemmeside.
Støtte til en stille skolerevolution
Anne-Birgitte Agger, direktør for Hotel- og Restaurantskolen, ser store perspektiver i samarbejdet med Tuborgfondet, som gør det muligt at fortsætte arbejdet med at dreje pædagogikken og undervisningen ind på den mere håndværksmæssig og grønnere kurs, som hun udstak, da hun kom til skolen i 2018:
”Vi har siden 2019 arbejdet efter en strategi, hvor grøn gastronomi, en undervisning baseret på håndværket og en praktisk tilgang til vores uddannelser i en langt mere åben skole er central. Men med faldende elevtal og begrænsede ressourcer kan netop dette projekt åbne muligheder for at realisere vores mission og prøve ideerne af. Derfor er vi stolte over, at Tuborgfondet ser potentialet i vores udviklingsarbejde, og nu giver os bedre vilkår for det vi kalder en stille skolerevolution,” siger Anne-Birgitte Agger, der også kan glæde sig over, at elevtallet siden 2020 har været stigende.
Hænder og sanser
Skolen får over de næste to år 22 mio. kr. til at udvikle og teste nye modeller for håndværksbaseret undervisning, grøn gastronomi og fællesskaber, der både fremmer elevernes engagement og løfter fagligheden i uddannelsen, og får flere til at gennemføre. Ca. 40 pct. af de elever, som starter på en erhvervsuddannelse, falder nemlig fra, og det tal håber Anne-Birgitte Agger, at projektet vil nedbringe.
Hun stod tidligere i spidsen for Københavns Madhus, som gennem mange år var spydspids for omlægningen til 90 pct. økologi i de ca. 900 køkkener, som Københavns Kommune driver.
Da hun kom til Hotel- og Restaurantskolen satte hun sig spidsen for en tilsvarende stor forandringsopgave på en nedslidt skole med faldende elevtal, dårlig økonomi, forældede rammer og en meget teoretisk tilgang til håndværksuddannelser, som hun siden har arbejdet for at ændre.
Hun tror på, at eleverne bedst tilegner sig fagenes faglighed gennem deres hænder og med brug af deres sanser.
”Vi har derfor brug for at rekruttere mennesker til projektet, som kan tænke gastronomien ind i naturvidenskaben og koble det teoretiske med det praktiske. Vi har behov for folk, som vil hjælpe os med at dyrke en stærk og sanselig håndværkspædagogik. Men vi har også brug for, at eleverne på skolen engagerer sig i nye undervisningsformer og et større fællesskab på skolen, i og udenfor skoletiden,” siger Anne-Birgitte Agger.
Det er dejligt og tiltrængt, at der bliver investeret i maddannelse og undervisning i de nye dagsordener omkring bæredygtighed, klima, økologi og grøn mad.
— Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening
I Økologisk Landsforening klapper Torben Blok, markedschef for fodservice, i hænderne over meddelelsen om, at der kommer penge til at styrke uddannelsen af fremtidens madprofessionelle.
”Det er dejligt og tiltrængt, at der bliver investeret i maddannelse og undervisning i de nye dagsordener omkring bæredygtighed, klima, økologi og grøn mad, og jeg glæder mig til at følge processen og håber, at erfaringerne fra København kan være med til at lægge sporene for undervisningen på alle landets skoler,” siger Torben Blok.
Camilla Hutters, leder af Nationalt Center for erhvervspædagogik ved Københavns Professionshøjskole og ekspert i læring på erhvervsuddannelserne deler begejstringen over det nye projekt, som hun ser frem til at følge i de to kommende år:
”Der er brug for at gå helt nye veje, når det handler om erhvervsuddannelser – vi kan ikke blive ved med at gøre, som vi plejer, hvis vi skal skabe reel forandring på området. Ikke kun fordi, vi som samfund har brug for, at flere unge tager en erhvervsuddannelse – men også fordi, det er vigtigt at gøre uddannelserne tidssvarende, bl.a. ved som her at gøre den grønne omstilling til en integreret del af undervisningen,” siger Camilla Hutters.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.