Annonce
Annonce
Økologisk slik må ikke indeholde farvestoffer, kunstige aromaer eller sødestoffer - det må kun farves og sødes naturligt. Foto: Colourbox
Toksikolog anbefaler: Køb dit slik økologisk
Danskerne indtager fire gange mere slik, søde sager og drikke, end vi burde, og det meste af slikket er farvet med E-numre - nogle mistænkt for at være skadelige. Gå efter det økologiske slik, råder professor i toksikologi.
Regner man danskernes indkøb af chokolade, kager, is, desserter og snackbars oveni slikket, køber vi ifølge DTU Fødevareinstituttet 35 kilo søde sager om året. Det svarer til, at vi dagligt i gennemsnit køber næsten 100 gram søde sager - fire gange mere end vi burde.
Oven i konsekvenserne af slikbjergene kommer, at langt størstedelen af slikket er konventionelt, og her følger en række farvestoffer, eksempelvis E 120 - carminer - som man farver vingummier røde med. Ifølge Fødevarestyrelsen kan carminer give allergiske reaktioner. Et andet eksempel er de syntetiske azofarvestoffer, som mistænkes både for at give allergiske reaktioner og forårsage hyperaktivitet.
Og så har vi E 171 - titandioxid - der er mistænkt for at være kræftfremkaldende, kan give inflammation og skade nervesystemet.
E 171 bruges til at farve slik hvidt og måtte bruges frem til august i år. Sidste år revurderede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet sikkerheden af titandioxid og konkluderede, at det ikke alligevel er sikkert at anvende som tilsætningsstof til fødevarer, men gav producenterne lov til at tilsætte det frem til august.
Lad være med købe det slik, der er gulgrønt eller skrigblåt. Det går kun ud over dig selv, dine børn eller børnebørn.
— Lisbeth E. Knudsen, professor i toksikologi ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet
Forbrugerne kan dog stadig købe produkter med farvestoffet, for lovligt producererede fødevarer med indhold af titandioxid må både markedsføres og sælges, indtil deres holdbarhed udløber.
Farver i slik og mad
Farvestoffer reguleres i EU’s forordning for tilsætningsstoffer. Alle de 40 forskellige farvestoffer, der er tilladt i vores fødevarer, skal leve op til tre grundlæggende krav:
- Farvestofferne skal være sundhedsmæssigt forsvarlige at anvende.
- Farvestofferne skal være en teknologisk begrundelse for anvendelsen.
- De må ikke vildlede forbrugeren.
Der er i alt tilladt 13 farvestoffer til slik, der i EU har fået hvert sit E-nummer. Generelt spænder farvestoffer fra E100 til E199. Nogle af dem er naturlige farvestoffer – andre er kunstige.
Det er derfor ikke uden risiko at indtage de mange tilsætningsstoffer gennem vores fødevarer. Det vurderer Lisbeth E. Knudsen, der er professor i toksikologi ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet:
"Som toksikologer ser vi på risici ved de fremmedstoffer, vi blandt andet får via kosten. Farvestoffer er nogle af dem, vi har i søgelyset. Når producenterne putter fremmedstoffer i slik for at give sjove farver, er det ikke uden helbredsrisici. Kraftige farver kan være allergifremkaldende, måske endda kræftfremkaldende, og de kan påvirke vores nerve- og immunsystem, og de kan gøre det sværere at få de sunde børn, vi gerne vil have. Derfor bør man minimere sit indtag af farvestoffer. Det er faktisk mit råd om alle unødige kemikalier, og jeg synes, at farvestoffer langt hen ad vejen er et unødvendigt kemikalie."
Bruger forsigtighedsprincippet
Ud fra et forsigtighedsprincip anbefaler Lisbeth E. Knudsen derfor, at man vælger det økologiske slik, fordi det ikke må indeholde farvestoffer, kunstige aromaer eller sødestoffer - det må kun farves og sødes naturligt. Det kan eksempelvis være et kendt brand af økologiske vingummibamser, som er farvet med farve fra frugt og grøntsager samt planteekstrakt fra algen spirulina og planten saflor.
Den eneste undtagelse er tre farvestoffer, der må bruges i ost. Økologisk slik udgør dog kun omkring to pct. af sliksalget, lyder tilbagemeldingen fra detailhandlen.
"Jeg køber ikke slik til mine børnebørn - men hvis de plager om det, så køber jeg det økologisk. For så nedsætter jeg deres belastning af farvestoffer," siger Lisbeth E. Knudsen.
Vi spiser rigtig meget slik. Hvordan kan vi være sikre på, at vores børn ikke er udsat for en risiko?
"Det kan du sådan set ikke. Men på den anden side er du nødt til at have tillid til myndighederne, og til at fabrikanterne mærker deres varer og overholder myndighedernes krav. Men på varedeklarationen kan du ikke se, hvor meget farvestof, der er i slikket. Jeg vil dog tro, at man i risikovurderingen af ét stof er under det såkaldte Acceptable Daglige Indtag – selv når vi spiser rigtig meget slik," svarer Lisbeth E. Knudsen.
Men så er alt jo fint, ikke?
"Nej. Det er stadig både uønskede og unødvendige kemikalier. Som toksikolog vil jeg sige: Undgå alt, hvad du ikke behøver af de her fremmedstoffer. Vær opmærksom på, hvad du og dine børn indtager. Der, hvor du overhovedet kan undgå at udsætte dig for farvestoffer, så gør det."
Er du tryg ved den måde, EU godkender farvestoffer på?
"Der er jo stoffer, der er taget af listerne eller nu skal mærkes med deres risici. Så vi er blevet klogere – og derfor er jeg ikke 100 procent tryg. Ved de nuværende lister er det ikke helt sikkert, at vi får alle effekter med. Det er godt, at stofferne bliver revurderet ind imellem, men igen: Ved du ikke, om det er farligt – så lad være med at udsætte dig for det. Lad være med købe det slik, der er gulgrønt eller skrigblåt. Det går kun ud over dig selv, dine børn eller børnebørn."
Tænk: Forbrugere er nødt til at orientere sig
Hos Forbrugerrådet Tænk mener man, at farvestoffer er overflødige. Det har sagen om E 171 været med til at vise, forklarer Stine Vuholm, der er fødevarepolitisk medarbejder.
”Her var der et vakuum, hvor det er op til forbrugerne at være opmærksomme. Var det udelukkende af forbrugerhensyn, så burde et stof straks blive ulovligt, når man i EU har fundet ud af, at det har sundhedsskadelige effekter,” siger Stine Vuholm.
Derfor anbefaler hun også, at du som forbruger orienterer dig på slikkets varedeklaration, hvis du vil minimere indtaget af farvestoffer. Eller at du vælger økologisk slik.
”Det er muligt at producere alternativer, hvor man undgår de her stoffer. Farvestofferne er altså ikke nødvendige,” siger Stine Vuholm.
Hun erkender, at slikket ikke får de samme pangfarver, når det skal farves naturligt uden farvestoffer. Det stiller krav til vores vaner.
”Spørgsmålet er jo, hvordan vores børn forventer, at en slikskål skal se ud? Der er også noget kulturelt, vi skal arbejde med.”
Fødevarestyrelsen afviser risiko
Fødevarestyrelsen vurderer dog, at man trygt kan give sine børn slik med farvestoffer, men at slik bør begrænses på grund af sukkerindholdet.
”Alle tilladte tilsætningsstoffer er risikovurderede på grundlag af eksisterende viden og godkendte, før de må anvendes. Hvis der kommer ny viden om et stof som fx titandioxid E171, som peger på sundhedsmæssige bekymringer ved stoffets anvendelse i fødevarer, så reagerer vi på det. Ny viden kan fx føre til, at godkendte farvestoffer bliver udfaset, som det skete med titandioxid, eller at der bliver sat begrænsninger for anvendelsen af stoffet," skriver kontorchef Henrik Dammand Nielsen fra Fødevarestyrelsen.
Styrelsen oplyser endvidere, at hvis der er anvendt farvestoffer i en fødevare, skal farvestoffet fremgå af ingredienslisten, således at personer, der reagerer allergisk overfor et farvestof, kan fravælge produktet.
Hvad angår azofarvestoffer, skriver Henrik Dammand Nielsen, at et politisk flertal i EU har fastsat krav om advarselsmærkning ved brug af azofarvestoffer, men at Efsa - EU's fødevaresikkerhedsagentur - har vurderet stofferne uden at finde tegn på, at de påvirker sundhed eller adfærd.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.