For tidligere Nak & Æd-vært var det et naturligt valg at skifte kødet ud med kål

Nikolaj Kirks workshop efterlod ingen tvivl om, at økologiske bælgfrugter og kål er kulinariske gaver til det økologiske køkken, men det er lidt som at lære at cykle. Man skal øve sig, før det bliver godt, lød budskabet fra workshoppen på Tangkrogen i Aarhus.

08. september 2026
Læsetid: 6 minutter
Nikolaj Kirk med kålblad
Man kan sagtens lave mad på et SU-budget, lød budskabet fra Nikolaj Kirk, da den tidligere vært for Nak & Æd indtog scenen i Fælleskøkkenet, hvor han afslørede store evner som ambassadør for økologien. Foto: Alec Andreev

”Hver eneste gang I handler, er I med til at forandre Danmark. Enten i retning af mere af det vi kender, eller i en ny og grøn retning med mere økologi, som bringer os tilbage til det, vi kom fra et køkken med masser af sprødhed, masser af grøntsager og masser af friskhed.”

Kokken Nikolaj Kirk står bag gryderne på scenen i det store telt, som rummer Fælleskøkkenet på Food Festival i Aarhus. Den tidligere vært fra Nak & Æd er hyret til at stå i spidsen for en af Økologisk Landsforenings workshops. De skal vise, at det er muligt at leve af økologisk mad på et SU-budget, hvis man er klar til at ændre lidt på køkkenvanerne og skrue lidt ned for kødindholdet.

”For vi skal rykke os. Vi kommer til at rykke os. Og vi bliver det grønne Danmark. For det er det fedeste. Og nu skal vi lave noget mad,” gjalder Nikolaj Kirk fra scenen, hvor han har udsigt over de lange rækker af deltagere bag bordene med kogeplader, køkkengrej og økologiske råvarer, hans budskaber bliver hørt af langt flere end de 150 gæster i teltet, da en lille video fra workshoppen på et par dage er nået ud til langt over 60.000 mennesker.

Linserne fungerer som motor

”Jeg ville gerne slå et slag for, at vi faktisk er ved at få en produktion af økologiske bælgfrugter i Danmark, og både linser, ærter og bønner er rigtig gode kilder til protein. De mætter og så får du rigtig meget for pengene,” forklarer Nikolaj Kirk til Økologisk Nu, inden workshoppen startede.

For at holde SU-budgettet har han valgt, at deltagerne skal lave stegte linser med to slags kål, rødløg, æbler og masser af krydderier, citron, hvidløg og lidt fed yoghurt.

Udfordringen for mange er, at de synes, det er svært at komme i gang med at bruge flere bælgfrugter, kål og grøntsager. Derfor er det oplagt, at jeg som kok går ind og siger, at det er dem, vi skal tage fat i. Ellers ville jeg synes, at jeg svigtede mit fag.

— Nikolaj Kirk, kok og kulinarisk formidler

Under workshoppen skal deltagerne lære at udnytte, at bælgfrugterne er ”sindssygt gode til at suge smag til sig”, og når man først får lært at bruge dem, fungerer de ifølge Nikolaj Kirk som en god motor for resten af måltidet, og så er de ret billige.

”Når man bruger bælgfrugter, handler det om at gøre sig umage og øve sig. Ligesom når man skal lære at køre på cykel. Og det sjove er, at det er min erfaring, at når folk møder linser eller bønner, som er tilberedt godt og krydret godt, så er det få mennesker, der siger, at det ikke er lækkert.”

Rikke Nørgaard, SoMe-redaktør hos Økologisk Landsforening, skød en hurtig video med Nikolaj Kirk, hvor han på få sekunder komprimerer foreningens hovedbudskab, som på et par dage nåede ud til over 60.000 mennesker via Instagram
Rikke Nørgaard, SoMe-redaktør hos Økologisk Landsforening, skød en hurtig video med Nikolaj Kirk, hvor han på få sekunder komprimerer foreningens hovedbudskab, som på et par dage nåede ud til over 60.000 mennesker via Instagram. Foto: Jakob Brandt

Det smager ikke så slemt

”I dag brugte vi også palmekål og grønkål. Det er to elegante kål. De kan selvfølgelig stuves, som man gjorde meget før i tiden, men jeg tror, at de fleste har fundet ud af, at de også bare kan ribbes, altså plukkes, og så lynsteges og krydres, så man får et grønt, knasende kålblad i stedet for et helt blødt blad.”

Der var masser af røg i køkkenet, hvor deltagerne kunne følge Nikolaj Kirks SU-madsskole på store tv-skærme
Der var masser af røg i køkkenet, hvor deltagerne kunne følge Nikolaj Kirks SU-madsskole på store tv-skærme. Foto: Jakob Brandt

Nede ved bordene bag kogepladerne i den næstforreste række kæmper en gruppe unge elever fra gastronomilinjen på Spir Efterskole i Snaptun for at følge med i Kirks tempo. Da de så ingredienserne, som på forhånd var linet op rundt om kogepladen, lød den umiddelbare vurdering:

”Det ser meget sundt og måske også lidt farligt ud. Vi har aldrig prøvet at lave den slags mad før, men det smager slet ikke slemt,” smiler Caroline Mathiasen, da workshoppen er slut, og hun og veninden Amalie Nedergaard står med en lille skål med den færdige linseret.

”Faktisk smager det megagodt, og den ret kunne jeg godt finde på at lave igen,” korrigerer Caroline Mathiasen sig selv.

Efter workshoppen gik Nikolaj Kirk rundt og snakkede med deltagerne og der blev taget mange selfies, inden den sjællandske kok havde sagt farvel til den sidste deltager
Efter workshoppen gik Nikolaj Kirk rundt og snakkede med deltagerne og der blev taget mange selfies, inden den sjællandske kok havde sagt farvel til den sidste deltager. Foto: Jakob Brandt

Fra TV-ikon til vegansk helligfrans

Ifølge Nikolaj Kirk er det netop den type oplevelser, sådan en workshop handler om.

”Jeg synes, det fedeste ved sådan en workshop er, at vi mødes 150 mennesker for at lave en grøntsagsret, som jeg har fundet på, og deltagerne siger: ’Det var fandme fedt. Det vil jeg prøve derhjemme.’ Kan jeg bare give folk én lille ting, som de kan tage med hjem og bruge, så tager jeg lykkeligt hjem,” siger den populære TV-kok, som på ingen måde ligner en mand, der ligger under for den ret hårde kritik, som han modtog fra flere fans, da han i 2025 efter 16 sæsoner med Nak & Æd da han i 2025 lancerede den vegetariske kogebog 'Spis. Grønt. Nemt. Nu'.

De klandrede ham for at vende ryggen til kødet, hvilket udløste en del sure opstød på de sociale medier. De fleste kom formentlig fra mennesker, som gennem mange sæsoner havde set Nikolaj Kirk tilberede bålmad af de dyr, som vennen og medværten Jørgen Skouboe nedlagde i naturen.

For efterskoleeleverne Amalie Nedergaard og Caroline Mathiasen blev workshoppen en øjenåbner ind til nogle råvarer, som de ikke er vant til at bruge, men de var enige om, at Kirks linseret smagte megagodt
For efterskoleeleverne Amalie Nedergaard og Caroline Mathiasen blev workshoppen en øjenåbner ind til nogle råvarer, som de ikke er vant til at bruge, men de var enige om, at Kirks linseret smagte megagodt. Foto: Jakob Brandt

Pludselig blev Nikolaj Kirk betegnet som en ”vegansk helligfrans”, som forhåbentlig snart kommer til fornuft. Kritikken preller dog af på den garvede kok.

”Jeg er kok, når jeg laver mad med vildt. Jeg er kok, når jeg laver mad med fisk, og jeg er også kok, når jeg laver grøntsager. Men når jeg kigger ud i verden, virker det som om, vi alle sammen siger, at vi godt kunne tænke os at spise lidt flere grøntsager.”

I bæredygtighedens tegn, men også fordi grøntsager er en genvej til nye kulinariske oplevelser, har Nikolaj Kirk valgt at fungere som ambassadør for det grønne køkken.

”Udfordringen for mange er, at de synes, det er svært at komme i gang med at bruge flere bælgfrugter, kål og grøntsager. Derfor er det oplagt, at jeg som kok går ind og siger, at det er dem, vi skal tage fat i. Ellers ville jeg synes, at jeg svigtede mit fag,” siger Nikolaj Kirk. 

Josephine Kofod, projektleder i Økologisk Landsforening glæder sig over tre udsolgte workshops, hvor kendte kokke promoverede økologisk hverdagsmad. Her får hun en snak med kokken Emilie Qvist Kjærgaard, som lagde låg på tre travle dage på den aarhusianske Food Festival med en workshop der gav comeback til kartoffelretten rösti, som kan laves i økologisk version for ca. 25 kr. pr. kuvert
Josephine Kofod, projektleder i Økologisk Landsforening glæder sig over tre udsolgte workshops, hvor kendte kokke promoverede økologisk hverdagsmad. Her får hun en snak med kokken Emilie Qvist Kjærgaard, som lagde låg på tre travle dage på den aarhusianske Food Festival med en workshop der gav comeback til kartoffelretten rösti, som kan laves i økologisk version for ca. 25 kr. pr. kuvert

Økologisk Landsforening var også vært for to andre store workshops, hvor kokkene Louisa Lorang og Emilie Qvist Kjærgaard fyldte Fælleskøkkenet.