Stor online-aktør udfaser turbokyllinger

Inden udgangen af 2023, vil det være slut med at sælge ferske hurtigt voksende kyllinger hos Nemlig.com. Og i 2025 vil selskabet lave samme udfasning for henholdsvis frosne og forarbejdede produkter med kylling.

21. april 2022
Læsetid: 2 minutter
Medarbejder fra Nemlig.com afleverer varer hos en kunde
Ved udgangen af 2025 vil det være helt slut med at købe kød fra hurtigt voksende kyllinger hos Nemlig.com. Foto: Nemlig.com

Flere danske dagligvarekæder har gennem de seneste måneder meddelt, at de udfaser salg af ferske turbokyllingen eller luger salget af de omdiskuterede kyllinger ud af det faste sortiment.

Nu følger Danmarks største online-købmand Nemlig.com trop men tager også skridtet videre ved at sætte en slutdato på den fulde udfasning af de såkaldte turbokyllinger, idet selskabet inden udgangen af 2025 vil udfase brugen af kyllingekød fra hurtigt voksende kyllinger i forarbejdede produkter.

“Vi har været i gang med denne udfasning i et godt stykke tid og allerede i slutningen af i år, forventer vi at over 50 pct. af de ferske kyllinger vi sælger, stammer fra langsommere voksende kyllinger,” forklarer kategoridirektør Jack Enevoldsen fra Nemlig.com i en pressemeddelelse.

”I Nemlig.com har vi allerede i dag Danmarks største sortiment af velfærds- og økologisk kød, som vi ønsker at udvikle og styrke endnu mere de kommende år. Derfor er vi også glade for endelig at sætte en dato for den fulde udfasning af de såkaldte turbokyllinger, og vi vil også gerne rykke endnu længere for kyllingernes velfærd.”

Dyreværnsforeningen Anima roser virksomhedens tiltag for dyrevelfærden.

“Det er dejligt at se at nemlig.com er med til at løfte dyrevelfærden fra bunden. Vi er snart ved at have hele detailsektoren med på at sige nej tak til turbokyllinger, og derfor kommer vi også til i stigende grad at sætte fokus på kyllingernes trange pladsforhold i vores videre arbejde,” siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef i Anima.