Sådan nudger vi forbrugerne til at købe mere økologi
Adfærdsforsker Pelle Guldborg og Økologisk Landsforening inviterer til møde på Aros, hvor de serverer opskriften på, hvordan forbrugerne kan nudges til at købe mere økologi.

Mange forhold har betydning for, hvilke varer kunderne stopper i kurven, når de går rundt i supermarkedet, og selv små detaljer i forhold til emballage, budskaber og placering i butikken kan øge salget.
Forskningsvirksomheden iNudgeyou har siden 2010 arbejdet med forbrugeradfærd, og i forbindelse med et ”nudging-projekt er adfærdsforsker Pelle Guldborg fra iNudgeyou i København i øjeblikket i færd med at undersøge, hvilke specifikke forhold der har indflydelse på forbrugernes indkøb i forhold til at vælge økologiske varer.
Onsdag 8. december er han klar til at dele nogle af sine indsigter og give konkrete bud på, hvordan man får forbrugerne til at vælge økologiske varer, når de køber ind. Det sker ved et arrangement på kunstmuseet Aros i Aarhus, hvor Økologisk Landsforening er vært.
I forbindelse med projektet har iNudgeyou lavet barriereanalyser for økologisk fjerkræ, grisekød samt frugt & grønt, og der er testet forskellige nudges i udvalgte detailbutikker.
Derudover vil Johanne La Cour fra Dentsu Aarhus dele indsigter fra et stort studie, hvor Dentsu har taget temperaturen på de danske forbrugere og undersøgt, hvor meget tanker om bæredygtighed spiller ind i deres hverdag og i deres forbrug, oplyser Økologisk Landsforening.