Annonce

Annonce

Kunde med et bundt porrer i butik

I fremtiden er det ikke længere nok at producere flotte, økologiske grøntsager. Økologerne skal også arbejde meget mere med at differentiere frugt og grønt i sorter, slå på varens lokale oprindelse og tænke i nicheprodukter med et klart bæredygtighedsbudskab, lød budskabet på virksomhedsseminar. Foto: Moment Studio

Økologien skal nå nye værdihøjder

De imponerende salgsrekorder for økologi i Danmark skal anvendes til at arbejde strategisk med fødevarernes værdi. For det er ikke længere nok at sælge meget. Lige nu og i fremtiden kræver forbrugerne bedre fødevarer med bæredygtig værdi.

Hvor det for bare få år siden handlede om at fylde indkøbskurven til randen med slagtilbud, indvarsler eksperter, at forbrugerne nu og i fremtiden i højere grad vil gå efter varernes indbyggede værdi og evne til at bidrage til fx klima, sundhed og biodiversitet.

”I fremtiden er der kun plads til et produkt. Det er det bedste, og det, som leverer på klima. For den nye smag er klimasmag. Det smager ikke godt, hvis klimaet har lidt,” konstaterede fremtidsforsker Kirsten Poulsen fra First Move på virksomhedsseminaret Flere værdipositioner i det økologiske marked, som Økologisk Landsforening holdt i Aarhus i begyndelsen af november.

Seminaret var en udløber af projekterne Flere kvalitetsdimensioner i det økologiske fødevareudbud, som foreningens markedsafdeling har gennemført i 2020 og som fortsætter i 2021. Målet er at analysere og kortlægge økologiske varers værdipositioner i supermarkedskæderne, samt udbrede viden til virksomhederne og detailhandlen.

Vi har spist og drukket så længe, at vi har fået forstoppelse. Forbruget har været drevet af et overvejende egoistisk perspektiv. Det ændrer sig nu.

— irsten Poulsen, First Move

”Vi ønsker at bygge videre og ovenpå Ø-mærket, så de økologiske fødevareproducenter og virksomheder er rustet til at imødekomme fremtidens krav. Det er ikke længere nok kun at fokusere på volumen, men i høj grad på de værdier, som en vare tilfører forbruget,” forklarede Michael Langberg, markedschef i Økologisk Landsforening.

Det er hele klima- og bæredygtighedsdagsorden, som på rekordtid har skubbet forbrugeradfærden i en anden retning. Men også en generel mæthed af de seneste årtiers overforbrug.

”Vi har spist og drukket så længe, at vi har fået forstoppelse. Forbruget har været drevet af et overvejende egoistisk perspektiv. Det ændrer sig nu,” sagde Kirsten Poulsen.

Økologi i ypperste positioner

Projektets team har besøgt supermarkedskæder på kryds og tværs af landet, hvor det er gået på jagt i det økologiske sortiment. Analyserne viser, at de økologiske produkter i stigende grad bevæger sig ind i de ypperste positioner i sortimentet, og at bredden af produkter fra discountudgaven til luksusvaren udvides.

”Det er første gang, at der er lavet en analyse med det fokus. Virksomhederne kan med fordel se på andre kategorier end deres egne for at få inspiration til fremtidig produktudvikling,” forklarede Birgitte Jørgensen, projektleder i Økologisk Landsforening.

Derudover viser analysen, at der er behov for, at de økologiske fødevareproducenter og virksomheder kommer tydeligere på banen, når det handler om værdier. For eksempel ved at udvikle nye convenience-produkter der udnytter 2.sorterings grønt, være bevidst om emballagens nedbrydelighed, arbejde med at differentiere frugt og grønt i sorter, slå på varens lokale oprindelse og tænke i nicheprodukter med et klart bæredygtighedsbudskab.

Alt sammen noget virksomhederne også kan tage med ud på eksportmarkederne, hvor projektteamet ligeledes har været på research i de store supermarkedskæder i Tyskland, Polen og Holland.

 ”Virksomhederne kan med fordel bruge det økologiske forspring som vi har i Danmark til at få fodfæste på eksportmarkederne. Vores viden og erfaring er tillidsskabende i udlandet,” forklarede Pernille Bundgård, eksportchef i Økologisk Landsforening.

Glæde over at økologien går foran

Til virksomhedsseminaret i Aarhus var det muligt at deltage både digitalt og fysisk. En af de deltagende repræsentanter for virksomheder, som var fysisk til stede i Aarhus, var Lene Iversen, som er Innovation Project Manager i Peter Larsen Kaffe. Virksomheden har indledt et stort og innovativt arbejde med bæredygtighed og værdibaseret udvikling.

”Vi har savnet, at økologien går foran på værdidagsordenen, så det har været glædeligt at opleve, at der sker noget også fremadrettet,” sagde hun og tilføjede, at seminaret gav hende en spændende perspektivering af, hvordan man som virksomhed kommer videre.

I december udmønter projektet sig desuden i en rapport, som virksomhederne kan anvende direkte i deres kontakt med supermarked-kædernes indkøbere. Rapporten bliver tilgængelig via Økologisk Landsforenings hjemmeside og er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug.

Flere artikler fra samme sektion

Økologisk Landsforening uddeler atter gratis blomsterfrø landet over

Den 5. maj kan man hente en gratis pose blomsterfrø i Føtex og Bilka landet over. Økologisk Landsforening uddeler i alt 38.000 poser for at give bierne mere mad og sætte fokus på de truede arter.

30-04-2024 5 minutter Biodiversitet

Nyt ejerskab skal stoppe slingrekurs, så Coop kan fokusere mere på kerneværdierne

Efter præsentationen af endnu et katastroferegnskab og med energiselskabet OK som ny medejer, har Coop lagt sig fast på en ny kædestruktur, som skal være med til at gøre Danmarks største salgskanal for økologiske fødevarer til en god forretning.

30-04-2024 6 minutter Detailhandel

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel