Øko-kampagne løfter salget markant hos Lidl
Lidl har succes med at bruge rabat på økologi som lokkemad til at få flere til at tilmelde sig discountkædens loyalitetsprogram, Lidl Plus

Medlemmer af Lidls loyalitetsprogram har fået 10 pct. på øko-varer i februar, og det har fået salget af økologi til at vokse markant i den tyskejede discountkæde, skriver netudgaven af Dagligvarehandlen.
I hele februar måned har Lidl fristet kunderne med 10 pct. rabat på kædens ca. 300 økologiske produkter til alle, som downloader Lidls app, Lidl Plus, og det har fordoblet tilgangen af nye medlemmer i kampagneperioden.
"Vi har set en mindre, tocifret stigning i salget i vores økologiske sortiment i forbindelse med kampagnen, sammenlignet med januar, hvor salget af økologiske varer allerede gik fint," siger Rasmus Pape, indkøbsdirektør i Lidl til mediet.
Morten Vestberg, kommunikationschef i Lidl uddyber over for Økologisk Nu, at det langt fra er tilfældigt, at kæden har valgt at profilere sig på økologi.
"Økologi interesserer mange af vores kunder, og det er en kategori, hvor vi gerne vil vækste," siger Morten Vestberg.
Han oplyser, at discountkædens erfaringer viser, at mange kunder bliver positivt overrasket, når de første gang besøger en Lidl-butik, og at de af samme grund ofte vender tilbage, og på den baggrund forventer han, at Lidl også vil få besøg af mange af de nye medlemmer af Lidl Plus, når rabatten på økologi ophører 27. februar.
Lidl 'ønsker ikke at sætte tal på, hvor mange kunder, som er medlem af Lidl Plus.