Annonce
Annonce
Parret bag HindsholmGrisen nærmer sig pensionsalderen, og hvis ikke det lykkes at finde yngre kræfter, der vil føre konceptet videre et andet sted i landet, risikerer nogle af landets bedste kokke at miste en unik råvare. Foto: Jakob Brandt
Vinderen af Årets Ret med gris er en hyldest til den økologiske Hindsholmgris
Alouette imponerede juryen med en ret, som var en hyldest til den økologiske Hindsholmgris. Flere af landets bedste kokke betragter Hindholmgrisen som landets bedste grisekød, og de betaler gerne ekstra for at få den ypperligste kødkvalitet fra langsomt voksende dyr, der lever hele livet i mobile hytter på marken.
Kåringen af ’Årets ret med gris’ endte som en ren hyldest til Hindsholmgrisen, hvis økologiske kød gennem mange år har været en efterspurgt råvare blandt flere af landets toprestauranter.
Blandt de fem nominerede køkkener blev det Restaurant Alouette fra København, som forleden løb med sejren i den 12. udgave af konkurrencen ’Årets ret med gris', der blev afviklet på Axelborg.
Alouette imponerede juryen med en ret, som var en hyldest til den økologiske Hindsholmgris, og det var en stolt køkkenchef Nick Curtin, som modtog prisen, men han tilskrev producenterne bag Hindsholmgrisen en stor del af æren for restaurantens sejr.
”Selvfølgelig føles det fantastisk. Jeg er bare overvældet af stolthed over holdet. Jeg ved, hvor hårdt arbejde de har lagt i det her, og jeg er stolt af, hvad det betyder for vores budskab, og det vi laver. Pouls (Poul Jensen, som producerer Hindsholmgrisen, red) svinekød er så vigtigt, og vi tror virkelig på, at det, der definerer en god ret, er kvaliteten af råvaren. Vi har opbygget hele vores restaurantkoncept omkring den tro, så denne anerkendelse er et kæmpe bevis på, at vi er på rette vej,” sagde Nick Curtin, efter at have modtaget prisen på 30.000 kr. fra Landbrug & Fødevarer.
Vi vil gerne sprede genetikken bag vores grise til andre, der kan føre konceptet videre. Kunderne er der, og de vil gerne betale 124 kr. pr kg for hele og halve dyr.
— Poul Nielsen, Hindsholmgrisen
Årets ret med gris
Prisen gives til den kok og restaurant, som har formået at nytænke gris på en måde, der skiller sig ud fra det ordinære og skaber en unik, velsmagende spiseoplevelse på højeste gastronomiske niveau.
Pensionsalderen vinker forude
Flere af landets bedste kokke betragter Hindholmgrisen som landets bedste grisekød, og de betaler gerne ekstra for at få den ypperligste kødkvalitet fra langsomt voksende dyr, der lever hele livet i mobile hytter på marken.
Men Poul og Carla Nielsen, som nærmer sig pensionsalderen, er begyndt at drosle lidt ned for produktionen af landets dyreste grisekød.
”Vores næste skridt kan blive et generationsskifte, så der kommer yngre kræfter til uden slidte knæ og med knap så stive fingre som mine,” siger Poul Nielsen, som håber, at produktionen kan fortsætte på et mindre landbrug et andet sted i landet.
”Vi vil gerne sprede genetikken bag vores grise til andre, der kan føre konceptet videre. Kunderne er der, og de vil gerne betale 124 kr. pr kg for hele og halve dyr,” siger den fynske landmand, som har en ret kompromisløs holdning til dyrevelfærd, da han ønsker, at grisene skal leve så tæt på deres naturlige liv som muligt.
Udover det græs og den føde grisene finder i jorden, bliver de fodret med byg, rug, havre, ærter, lupin og hestebønner. Naturlig fodring og masser af motion sikrer, at grisene vokser meget langsomt, og de er minimum et år om at nå den optimale slagtevægt.
”Vores grise kommer til verden her på vores jorde, og her ender de også deres gode, lange og naturlige liv. De bliver aldrig udsat for belastende og stressende transport og de har aldrig gået på nogen form for betongulv, da dette er meget imod deres natur,” hedder det i beskrivelsen af konceptet bag Hindsholmgrisen.
Kort om Hindsholmgrisen
Konceptet HindsholmGrisen er udviklet af Poul og Carla Nielsen, som driver landbruget Hesthøjgaard på den nordfynske halvø Hindsholm.
-
Ambitionen bag produktionen af Hindsholmgrisen er at give grisene et liv, der er så tæt på det naturlige, som muligt.
-
Grisene lever dobbelt så længe som normale slagtesvin, og de vejer op til 250 kg, når de bliver aflivet på marken og slagtet på parrets lille gårdslagteri.
-
Alle grisene går ude hele året, og søerne får kun et kuld grise om året.
-
Smågrisene patter hos soen, så længe de har lyst, eller til soen ikke har mere mælk.
-
Den høje alder og en speciel fodersammensætning med meget grønt, giver kødet en særlige fedtmarmorering og smag.
-
Årlig produktion: 300 grise
Flere artikler fra samme sektion
Madprojekt tredobler økologien i kommunens køkkener uden at hæve budgettet
På bare 10 måneder er det lykkedes Kerteminde Kommunes køkkener at omlægge en stor del af indkøbene til økologi. Pengene til økologien er fundet ved at indføre flere bæredygtige fødevarer og mindske madspildet.
Randers Kommune modtager pris for skarp grøn indkøbspolitik
Øgede krav til bæredygtige indkøb har på et halvt år øget økologiandelen i Randers Kommunes fødevareindkøb fra 51 pct. til 63 pct.
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner har samme ernæringskvalitet som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.