Annonce

Annonce

Dennis Hvam, international markedschef i Økologisk Landsforening (i midten af billedet) deltog i november i messen Nordic Organic Food Fair i Malmø, og han forventer, at den positive udvikling i Danmarks økologieksport vil fortsætte i de kommende år. Foto: Økologisk Landsforening

Danmarks eksport af økologi sætter ny rekord

I 2022 steg Danmarks eksport af økologiske fødevarer med tre procent i forhold til 2021, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Eksporten af dansk økologi er steget med tre pct. i 2022 sammenlignet med året før. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Omsætningen er på 3,4 mia. kr. mod 3,3 mia. kr. i 2021. Dermed fortsætter væksten fra 2021 og den positive udvikling glæder Dennis Hvam, der er international markedschef i Økologisk Landsforening.

”Vi glæder os over, at eksporten er steget i et 2022, hvor krigen i Ukraine og stigende inflation ellers fik det økologiske hjemmemarked til at stagnere, men hvor vi er sluppet fri af corona. Det bekræfter os i, at dansk økologi står enormt stærkt i udlandet, og når vi kan lykkes med at skabe en vækst i eksporten i en så svær tid, så er jeg overordentlig positiv på vegne af økologiens fremtid,” siger Dennis Hvam.

Med afsæt i de dialoger og aktiviteter som Økologisk Landsforening har indgået i i 2023 og nye eksportfremstød i 2024 forventer han, at eksporttallene vil fortsætte med at stige de kommende år.

”Vi kan se på tallene for salget af økologi herhjemme, at det stille og roligt er begyndt at gå den rigtige vej. Og det vi hører, når vi taler med folk i både ind- og udland er, at økologien er fremtiden, og at vi nok skal vende tilbage til store vækstrater i eksporttallene,” siger Dennis Hvam.

Mette Jasper Gammicchia, der er afdelingschef for Marked & Ernæring i Landbrug & Fødevarer glæder sig også over fremgangen for dansk eksport på et prisfokuseret eksportmarked.

"Det er glædeligt, at der, i et marked præget af stort prisfokus, alligevel er plads til en vækst i den danske økologieksport. Lige som i Danmark har forbrugere i udlandet også været presset af inflationen og de højere priser, og det har gjort, at der købes mindre økologi, blandt andet fordi rådighedsbeløbet til fødevarer er blevet lavere," siger hun i en pressemeddelelse.

Fremgang på de vigtigste nærmarkeder

Tyskland er fortsat vores største eksportmarked. Her er eksporten steget med seks pct., mens eksporten til Sverige, som er Danmarks næststørste marked, steg med seks pct. Men også andre lande går frem, og selv om en del af fremgangen skylde prisstigninger i kølvandet på usædvanligt høje inflationsrater, kan Dennis Hvam også glæde sig over fremgang på det vigtige kinesiske marked, som traditionelt har været en stor aftager af danske mejerivarer.

En fordobling i eksporten af plantedrikke var med til at trække eksport af økologi i plus i 2022, hvor Danmark eksporterede plantedrikke for godt en kvart mia. kr
En fordobling i eksporten af plantedrikke var med til at trække eksport af økologi i plus i 2022, hvor Danmark eksporterede plantedrikke for godt en kvart mia. kr. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Efter et fald i økologieksporten til Kina fra 2020 til 2021 viser de nye tal fra Danmarks Statistik, at det marked er på vej op igen. Således er omsætningen steget fra 141 mio. kr. til 170 mio. kr. Det er en stigning på 21 pct.

Stigningen i eksporten gør sig gældende inden for store klassiske økologiske produktgrupper som kød og kødvarer samt frugt og grøntsager, mens eksporten af økologiske drikkevarer - især plantedrikke - er mere end fordoblet.

”Men det er vigtigt, at vi fortsætter det målrettede arbejde på eksport, som virksomhederne derude og Økologisk Landsforening har lavet i mange år. Det er vigtigt, at vi holder politikerne op på deres fordoblingsmålsætning. For der er mange derude, der kan se, at vi er en succes, og hvis vi hviler på laurbærrene, så risikerer vi, at andre fylder hullerne i markedet,” siger Dennis Hvam, som allerede har blikket rettet mod Danmarks næste store eksportfremstød.

Allerede i februar måned drager han og op mod 30 danske virksomheder til Nürnberg, hvor de deltager på den danske fællesstand på BioFach, som er verdens største messe for økologiske fødevarer. Her skal de forsøge at sætte endnu mere skub i eksporten til et stadig noget uforudsigeligt verdensmarked.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion