Annonce
Annonce
Da Pernille Bundgård åbnede den danske fællesstand i Malmø, forvende hun, at et større antal svenske kæder ville komme på besøg, men det blev indkøbere med andre nationaliteter, som stjal fokus på messen. Foto: Anne Stine Jønck
Nordens største økologimesse har skærpet den internationale profil
På ti år har Nordic Organic Food Fair udviklet sig til en international messe, og mødet med de udenlandske indkøbere har givet flere af de danske udstillere så meget blod på tanden, at de har tilmeldt sig BioFach i februar.
Siden Nordic Organic Food Fair (NOFF) blev afholdt første gang i Malmø i 2012, har den økologiske messe ændret profil fra primært at være en nordisk messe, hvor udstillerne kunne møde indkøbere og grossister fra de nordiske lande til at messen i år tiltrak et korps af indkøbere og distributører med et bredere internationalt snit.
Sådan lyder vurderingen hos Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, som i sidste uge stod i spidsen for den danske fællesstand i Malmø.
”Man tager ikke længere kun til Malmø for at møde de store svenske kæder. I år oplevede jeg, at de var mindre tydelige, end de plejer, selv om både vi og messen har gjort meget for netop at få de svenske dagligvarekæder til at besøge Malmø-messen,” siger Pernille Bundgård.
Når hun alligevel beskriver årets messe som en succes, skyldes det ikke mindst, at det svenske messecenter i år fik besøg af flere gæster fra Syd- og Mellemeuropa, som ikke tidligere har være så stærkt repræsenteret på NOFF.
”NOFF har udviklet sig til en international messe i ministørrelse. I år var der flere landestande og den danske stand var ikke længere den største, og jeg holdt et møde med to japanere, som var interesseret i at høre mere om dansk økologi. Det har jeg aldrig prøvet før i Malmø,” siger Pernille Bundgård til Økologisk Nu.
Det betød, at de 16 danske udstillere som noget nyt blev mødt af et mere internationalt korps af økologiske købmænd og distributører, og det åbnede døren for nye eksportmuligheder for de producenter, som er gearet til eksport til flere markeder og sprogområder.
Svenskerne prioriterer lokale varer
”Nu har vi lige behov for at bruge noget tid til at tænke over, hvordan de danske producenter bedst kan udnytte messens internationale profil, når det igen går løs i Malmø til næste år. Men jeg er nødt til at kontakte de svenske kæder for at høre, hvorfor de ikke deltog på messen,” siger Pernille Bundgård, inden hun selv leverer en del af forklaringen.
”Jeg ved, at de svenske kæder mangler økologiske varer – også nogen der ikke bliver produceret i Sverige, så når de blev væk i år, tror jeg, at det kan hænge sammen med, at svensk dagligvarehandel i øjeblikket har meget fokus på svenske varer.”
Pernille Bundgård tror derfor, at de danske udstillere skal vænne sig til, at NOFF også i de kommende år vil få karakter af en messe, som rækker langt ud over Nordens grænser, og hun glæder sig over opbakningen bag den danske fællesstand.
”De danske virksomheder, som deltog på messen i en vanskelig tid, er eksportens helte,” lyder skudsmålet fra Pernille Bundgård, som både tror og håber, at de bliver belønnet for indsatsen.
Nu venter storebror i februar
Hun glæder sig i den forbindelse over, at flere af udstillerne fra Malmø har valgt også at deltage på BioFach-messen, som afvikles i Nürnberg i uge 7.
”Der er et stort spring til BioFach, som er storebror i forhold til NOFF, men det giver god mening, at deltage på begge messer. Og på BioFach kommer både de danske og de svenske kæder, og der vil formentlig være mulighed for at møde en del internationale indkøbere, der kommer fra lande, der ikke er så berørt af krigen i Ukraine,” siger Pernille Bundgård.
Normalt kommer der 50.000 gæster på messen i Nürnberg. Det er ti gange så mange som på NOFF, og hvis man ønsker at møde dem, er det stadig muligt at booke plads på den danske fællesstand. Den bliver sædvanen tro arrangeret i samarbejde mellem Bio Aus Dänemark og Økologisk Landsforening, som håber at samle 30-35 danske udstillere på den tyske messe, som afvikles over fire dage fra 14.-17. februar.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.