Annonce

Annonce

Julia Lahme giver oplæg til økologerne på Volkerts Fylke.

Livsstilsekspert og trendforsker Julia Lahme sørgede for at varme op til debatten om Økodag Classic med budskaber om, at økologerne sidder med alle de stærkeste kort på hånden i forhold til fremtidens bæredygtige fødevareproduktion. Foto: Jakob Brandt

Næste år skal gæsterne booke billet til ”Økodag Classic”

Det er dyrene og den økologiske landmand, som skal i centrum, når 75 værtsgårde efter planen åbner dørene for gæster til Køernes Forårsfest 10. april 2022.

”Keep it simple.”

"Hvis børnene skal i tivoli, må de gå andre steder hen."

”Dyrene skal i centrum.”

”Vi går også ind for ”Økodag Classic.”

Holdningerne var mange, men der var stort set enighed om de store linjer, da Økologisk Landsforening forleden inviterede gamle og nye Økodags-værter til informationsdag forud for Økodag 2022, som søger tilbage til rødderne for det populære forbrugerevent.

Et halvt hundrede deltagere var tilmeldt arrangementet på Volkerts Fylke i Kolding, og der blev nikket rundt om ved bordene, da projektleder Malene Jensen fra Økologisk Landsforening præsenterede tankerne bag ”Økodag Classic”, som er arbejdstitlen på næste års forbrugerevent, som efter planen bliver afviklet 10. april - ugen inden påske. 

”Tidligere har vi haft forskellige temaer og budskaber, som vi gerne ville bringe i forbindelse med Økodag, men næste år bliver det mere enkelt. Det skal primært handle om, at det er forår og køerne kommer på græs,« sagde Malene Jensen, som efterlyste nye værter i hele landet.

Det handler om dyrene

Flere værtsgårde har gennem årene udviklet et større set-up med forskellige aktiviteter til børnene, men det skal nye værter ikke lade sig skræmme af. For ifølge Malene Jensen kan man sagtens få en vellykket dag med et helt enkelt koncept, uden at der behøver at gå for meget tivoli i den.

”At se dyrene komme på græs er i sig selv en stor oplevelse og en glædelig begivenhed, som det er blevet en tradition at fejre for mange børnefamilier,” sagde hun.

Linda og Kurt Heldgaard fra Sevel Øko er ikke tilhænger af for meget tivoli i forbindelse med Økodag. Hos dem handler det om, at gæsterne kan komme ud og klappe en ko og en kalv
Linda og Kurt Heldgaard fra Sevel Øko er ikke tilhænger af for meget tivoli i forbindelse med Økodag. Hos dem handler det om, at gæsterne kan komme ud og klappe en ko og en kalv. Foto: Jakob Brandt

Mange af de fremmødte landmænd var enige, og flere gav udtryk for, at de gerne ville hjælpe nye værter med råd og vejledning, så de får en god start. En af dem var Kurt Heldgaard fra Sevel Øko i Midtjylland.

”Jeg tror, at vi har holdt Økodag ti gange, og vi gør det primært, for at gæsterne kan opleve dyrene. De skal ud og klappe en ko og en kalv. Hvis børnene skal i tivoli, må de gå andre steder hen,” sagde Kurt Heldgaard. Han driver et landbrug med både køer, grise, høns og et par klappegeder, og til Økodag sørger han altid for at have et læs halmballer i laden, som børnene kan lege i.

Næste år skal gæsterne have billet

”Vi har mange værter, som har været med i mange år, men det er glædeligt at se, at der også er en håndfuld nye potentielle værter med i aften, for vi vil gerne op på 75 værtsgårde,” sagde Malene Jensen, som i den forbindelse lancerede tankerne bag foreningens ambitioner om at etablere et billetsystem til Økodag.

Det skal sikre en god oplevelse for både værter og gæster, og det er samtidig udtryk for, at Økologisk Landsforening har lyttet til kritikken fra flere af de garvede værter, som nogle år er blevet oversvømmet af så mange gæster, at de nærmest skulle stå på tæer for at få øje på en ko.

”Billetterne skal gøre det nemmere at styre, hvor mange gæster der kommer på den enkelte gård. Der er flere økologer, som gerne vil holde Økodag, men det kan virke uoverskueligt, hvis der kommer 8.000-10.000 gæster på gården. Derfor indfører vi et billetsystem, hvor gårdene kan angive, hvor mange gæster de maksimalt ønsker, og jeg kan forstå, at et lignende system fungerede godt til Åbent Landbrug,” sagde Malene Jensen.

Hun lovede at undersøge, om det er muligt at forsyne billetterne med et fortrykt ankomsttidspunkt. Det skal sikre, at ikke alle gæster ankommer på samme tidspunkt, hvilket tidligere har givet en del trafikale udfordringer på flere gårde, hvor nogle gæster stadig holdt i kø til parkering, da køerne blev lukket på græs.

Billetterne er gratis, og når en gård er fuldt booket, vil det fremgå af det digitale Danmarkskort over værtsgårdene, så gæsterne kan vælge et andet landbrug i området.

Corona er en dark horse

Siden økologerne for første gang inviterede danskerne til Økodag i 2005 blev der år efter år sat nye besøgsrekorder. I 2015 toppede den populære forbrugerevent med 247.000 gæster, men ifølge Malene Jensen er det ikke et mål i sig selv, at få flest mulig gæster ud på gårdene.

"Det vigtigste er, at de gæster, der møder op, får en god oplevelse," sagde Malene Jensen som håber, at der næste år i april er så meget styr på vaccinationer og coronapandemi, at det bliver forsvarligt at gennemføre Økodag Classic.

Flere artikler fra samme sektion

Føtex Kokkedal genåbner butik med skærpet sundhedsprofil

Efter en gennemgribende ombygning genåbningen Føtex i Kokkedal i dag og giver samtidig et bud på, hvordan man i fremtiden kan blive bedre til at guide kunderne til at tage det ernæringsrigtige valg.

21-11-2024 4 minutter Detailhandel,   Mærkning

De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test

Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade, og testen viser ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet eller certificeringer.

20-11-2024 2 minutter Forbrug

Økologi styrker dit grønne regnskab

I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.

15-11-2024 5 minutter