Annonce

Annonce

Markant vækst i foodservicesalget

Foodservicesalget af økologi voksede i 2018 med 312 mio. kr. og dermed fortsætter de seneste års stejle vækstkurve.

18. september 2019
Læsetid: 4 minutter
En kok er ved at anrette skåle med frugt; bananer, kiwier og æbler, i et køkken.

Der kom meget mere økologi i de professionelle køkkener i 2018, hvor det økologiske foodservicesalg voksede med 15 pct. Foto: Colourbox

Salget af økologiske fødevarer til landets professionelle køkkener stiger igen massivt.  

Med en vækst på 312 mio. kr. i 2018 nåede foodservice-salget op på næsten 2,4 mia. kr.

Det fremgår af den årlige foodservicestatistik, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort.

Det svarer til en vækst på 15 pct. i forhold til 2017, da foodservice-salget for første gang rundede to mia. kr.

Dermed fortsætter de foregående års markante vækst, og de økologiske varers andel af det samlede foodservice-salg udgjorde sidste år 10,9 pct. af det samlede salg til foodservice mod 10,1 pct. i 2017. Til sammenligning bestod 12 pct. af omsætningen i detailhandlen sidste år af økologiske varer.

Økologi i foodservice

Foodservice omfatter servering af mad fra køkkener i institutioner, restauranter, kantiner, caféer, udbringning mv.

De største varegrupper:

  • Kolonialvarer 35 pct.

  • Mejerivarer 31 pct.

  • Frugt og grønt 21 pct.

Væksten i det økologiske foodservice-salg er ifølge Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologiske Landsforening, udtryk for en positiv udvikling, og han forventer, at væksten fortsætter i de kommende år:

"Tallene lever helt op til vores forventninger i en branche, hvor det syder og bobler af energi, og vi begynder at kunne se en spirende tendens, hvor vi får flere køkkener med. Det giver os en tro på, at hele udespisningen er ved at vågne," siger Torben Blok.

De offentlige køkkener fører an

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at det stadig er de offentlige køkkener, som fører an i omlægningen til økologi. I gennemsnit har de offentlige storkøkkener en økologiprocent på 21 pct., mod 8 pct. i den private sektor.

Så selv om de offentlige køkkener kun udgør en mindre andel af det samlede antal spisesteder, fungerer de med andre ord stadigvæk som lokomotivet for omlægningen til økologi.

Den store vækst i foodserevice-salget kommer ikke bag på Torben Blok, og han forventer at væksten fortsætter de næste år.. Foto: ØL

Den offentlige sektor aftager således 42 pct. af salget af økologiske varer til foodservice. Det er dobbelt så meget som sektorens andel af alle føde- og drikkevarer til foodservice, som kun udgør 20 pct.

 "Der skal helt sikkert lyde en cadeau til de offentlige køkkener for at gå foran, og vi forventer at flere vil tage økologien til sig, fordi de kan mærke en voksende efterspørgsel," siger Torben Blok

Flere økologiske sølv- og guldspisemærker

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet voksede antallet af spisesteder med "Det Økologisk Spisemærke" sidste år med 15 pct. fra 2.305 i januar 2018 til 2.648 i januar 2019.

Dermed er vækstraten i antallet af økologiske spisemærker på nøjagtig det samme niveau som væksten i salget, og ifølge Torben Blok er det ikke nogen tilfældighed.

"Vi ser en tydelig sammenhæng mellem væksten i antallet af spisemærker og salgsfremgangen, og vi tror at væksten vil fortsætte de kommende år, så de, der spiser ude, kan se frem til mere økologi på menukortene på landets restauranter og caféer," siger Torben Blok.

Der var stort set ingen ændring i antallet af bronzemærker, mens antallet af sølv- og guldmærker sidste år steg med 29 pct.

Stigningen i salget af økologiske varer til foodservice kan således forklares med både tilgang af spisesteder med økologi samt med et mere intensivt økologisk forbrug hos køkkener, der har skiftet fra f.eks. bronze- til sølv- eller guldmærket. Endelig den samlede vækst i foodservicesalget også med til at hæve niveauet.

Der er ingen markant ændring fra 2017 til 2018, hvad angår foodservicesalgets fordeling på kunde- eller varegrupper.

Flere artikler fra samme sektion

De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine

Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.

16-04-2025 6 minutter Mere grønt,   Grøntsager,   Det Økologiske Spisemærke

Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter

Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.

16-04-2025 4 minutter Mere grønt,   Grøntsager

Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere

Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.

15-04-2025 3 minutter Events