Madens Folkemøde satte ny besøgsrekord
Med flere end 40.000 gæster cementerede folkemødet at forrige års flytningen til Nykøbing Falster var det rigtige valg, og Økologisk Landsforening har allerede sat kryds i kalenderen i 2027.
Efter tre travle dage med et stort ryk ind af gæster har arrangørerne af Madens Folkemøde nu pakket telte og scener ned og gjort status efter det andet Folkemøde i Nykøbing Falster. Folkemødet havde i år tre hovedtemaer: Økologi, ung sundhed og regenerativt landbrug, og den cocktail var med til at sikre, at der ifølge arrangørerne kom 5.000 flere gæster til byen end i 2025.
”Madens Folkemøde har for alvor cementeret sig som en af de væsentligste begivenheder inden for mad, fællesskab og fødevareproduktion, og det er fantastisk igen i år at se Nykøbing Falster blive omdannet til et levende forsamlingshus for dansk madkultur med besøgende fra hele landet”, siger borgmesteren i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen, i en pressemeddelelse.
Rasmus Prehn, adm. direktør i Økologisk Landsforening, deler begejstringen over arrangementet, som efter hans vurdering var et godt udstillingsvindue for de økologiske budskaber, og han proklamerer allerede nu, at foreningen vender stærkt tilbage næste år.
”Vi havde tre fantastiske dage, hvor vi fik en masse mennesker i tale, og i en tid, hvor økologien er under pres, er det en af foreningens vigtigste missioner at forklare, hvorfor det er vigtigt, at både samfundet og borgerne bakker op om økologien, som både er garant for bedre dyrevelfærd, en bedre jord og en fødevareproduktion uden pesticider,” siger direktøren og fortsætter:
”Af de debatter, vi havde på folkemødet, var det tydeligt, at når forbrugerne bliver mere bevidste om, hvor meget mere kvalitet, hvor meget mere dyrevelfærd og hvor meget mere rent drikkevand de får ved at vælge det økologiske, så bliver de også mere tilbøjelige til at ville betale for det.”
Netop forbrugernes manglende betalingsvillighed og konkurrencen fra andre dagsordner var sammen med den versende priskrig i dansk dagligvarehandel gennemgående temaer i flere debatter. Mange oplever, at alt for mange danskere er usikre på, hvad økologien står for, så den vigtigste medicin bliver at sprede budskaberne om økologi.
”Derfor er vi også helt sikkert med på folkemødet til næste år, og så må vi se, om det igen bliver muligt at skaffe finansiering til Økoteltet, så økologien igen får sin egen scene," siger Rasmus Prehn.
I 2027 bliver Madens Folkemøde afviklet 20.-22. maj.