Annonce
Annonce

Lidl tilbyder nu, som den første discountkæde i Danmark, sine kunder for et genbrugeligt alternativ til frugt- og grøntplastposerne. Her er øko- squash fra Hunsballe Grønt landet i Lidls nye Green Bag. Foto: Lidl
Frugt og grønt skal ud af engangsposerne
Lidl lancerer genbrugelige Green Bags, som ifølge Plastic Change er et simpelt og smart skridt væk fra engangsplastik
De fleste kender situationen, hvor man kommer hjem og tømmer de klare og knitrende engangsposer fra supermarkedets frugt og grønt-afdeling for indhold. Med tanke på verdens store overforbrug af plastik har mange formentlig dårlig samvittighed over at smide de skrøbelige engangsposer væk, men erfaringerne viser, at poserne sjældent bliver genbrugt og ofte ender i skraldespanden, når æbler, bananer, løg og agurker er havnet i frugtskålen eller køleskabet.
For at minimere plastikforbruget lancerer Lidl som den første discountkæde i Danmark i denne uge sine kunder for et genbrugeligt alternativ i form af såkaldte Green Bags.
Dermed følger kæden i fodsporene på Føtex, som sidste år indførte en genbrugspose af økologisk bomuld, som alternativ til knitreposerne.
Et led i en omfattende plastikstrategi
Lidl Danmarks plaststrategi
Lidl har sat følgende mål for sine butikker i Danmark:
-
I 2025 skal forbruget af plastikemballage skæres ned med 20 pct. sammenlignet med 2017
-
I 2025 skal 100 pct. af plastemballagen på egne mærker i fast sortiment bestå af materiale, som i udgangspunktet er genanvendeligt og genbrugeligt. Hvor dette ikke er muligt, skal den benyttes som energikilde.
-
I 2022 skal alle nuværende frugt og grønt-poser erstattes af mere miljørigtige alternativer.
-
Som led i strategien udfaser Lidl desuden plastik sugerør, drikkebægre, tallerkner, bestik og vatpinde af engangsplast
Lidls Green Bags er dog lavet af nylon og koster fem kr. for to. De er vaskbare og kan genbruges mange gange. Poserne er det seneste led i Lidls omfattende plastikstrategi. Den skal nedbringe mængden af overflødig plastik, og Lidl donerer 10 øre af salgsprisen for hver solgte Green Bag til kædens strategiske samarbejdspartner Plastic Change.
I en pressemeddelelse oplyser Lidl, at de nye Green Bags allerede efter
blot fem ganges brug er et mere bæredygtigt alternativ til frugt- og
grøntposerne af tyndt plastik, og ifølge CCO i Lidl Danmark, Mikko Forsström er
poserne et af flere initiativer, som skal begrænse kædens forbrug af plastikemballage:
”I Lidl ønsker vi at tage et medansvar
og nedbringe mængden af overflødig plastik. Med vores Green Bags introducerer
vi et slidstærkt frugt- og grøntnet af nylon som alternativ til frugt- og
grøntposerne af tynd plastik. Nettene kan lukkes i toppen, kan vaskes i
vaskemaskinen ved 30 grader og er beregnet til at blive genbrugt mange gange.
To Green Bags koster fem kr. hvoraf 20 øre går direkte til vores strategiske
samarbejdspartner Plastic Change, som vil bruge pengene til videreføre deres
arbejde med at sætte fokus på plastikproblematikken”, siger han.
En simpel og smart løsning
Lidl forventer, at introduktionen af de genbrugeligt Green Bags vil medføre
et fald på op mod 20 pct. i forbruget af den nuværende frugt- og grøntpose
lavet af engangsplastik, og Henrik Beha Pedersen, bestyrelsesformand og stifter
af Plastic Change glæder sig over, at flere dagligvarekæder forsøger at
nedbringe forbruget af plastikemballage med både små og store tiltag:
"Lidls Green Bags er en smart og
simpel løsning på, hvordan vi kan reducere brugen af engangsposer, når vi
handler frugt og grønt. Vi håber, at forbrugerne vil tage godt imod Lidls nye
frugt- og grøntnet og være med til at reducere engangsplastik," siger Henrik
Beha Pedersen.
Han erkender at nylonposerne også kan ende i naturen, men han oplyser, at nylon er en ren type plast, som det er let at genanvende.
Politikerne skal også på banen
Om Plastic Change
Plastic Change er en dansk miljøorganisation, der arbejder internationalt. Vi skaber opmærksomhed om konsekvenserne af den voksende forurening med plastik i havene og miljøet i det hele taget. Organisationen arbejder med dokumentation, formidling og løsninger, der skal sætte fokus på plastikforurening over for befolkningen, industrien og politikerne.
Plastic Change arbejder også sammen med Rema 1000-kæden, og han glæder sig over, at de danske dagligvarekæder tilsyneladende har indledt et kapløb om at komme først med de grønne løsninger.
"Vi oplever et marked, der rykker sig, men udfordringen med plastikforurening er ikke en opgave, som dagligvarehandlen kan løse alene," påpeger Henrik Beha. Pedersen, som håber, at den nye regering vil genindføre emballageafgiften, som efter hans vurdering er et godt redskab til at styre forbruget i en grønnere og mere bæredygtig retning, hvor genbrug og recirkulering kommer endnu højere på både forbrugernes og politikernes dagsorden.
Det forhold, at dagligvarekæderne i dag pakker de fleste økologiske frugter og grøntsager i emballage for at undgå sammenblanding med konventionelle varer, er en særskilt udfordring, som Plastic Change meget gerne vil i dialog med økologerne om.
Henrik Beha Pedersen peger i den forbindelse på, at det økologiske salg efterhånden er blevet så stort, at det giver god mening, hvis dagligvarekæderne vælger at sælge økologisk frugt og grønt i løs vægt og i stedet emballerer de konventionelle varer, så økologien også på emballagefronten bliver det bæredygtige valg.
Flere artikler fra samme sektion
Effektiv markedsføring har givet den økologiske citron mange loyale kunder
Der er stor variation i købsmønstrene for de mest almindelige økologiske basisvarer, og ifølge Økologisk Landsforening kan flere varer lære af øko-citronens succes.
Tre stærke kandidater er nominerede til årets øko-pris
Økologisk Landsforening har nu sat navne på de tre kandidater, der er med i opløbet til Øko-prisen 2025, og ifølge markedschef for foodservice Torben Blok er der tale om tre stærke kandidater, som på hver sin måde kæmper for at udbrede de økologiske løsninger i landets professionelle køkkener.
Optimisme blandt økologiske svineproducenter: Noteringen stiger, og efterspørgslen vender tilbage
Noteringen for økologiske slagtesvin er højere end samme tid sidste år, rentepresset er aftagende, og forbrugerne er igen begyndt at efterspørge det økologiske kød.