Annonce
Annonce

Emilie Qvist Kjærgaard vendte for nylig hjem fra et ophold som elev på den anerkendte, selvforsynende farm-to-table restaurant Blue Hill at Stone Barns i New York, og når hun laver mad vægter hun økologi og en tæt kontakt til råvareproducenen lige højt. Foto: Liv Kastrup
Generation Ø udstikker kursen mod fremtidens bæredygtige madlandskab
Madland har redigeret en podcast, der samler mange af de tanker og visioner, som præger Generation Ø.
Der knyttes mange bogstaver til vores yngre generationer - og nu er der kommet et til. Generation Ø kaldes de unge madfolk - og fælles for dem alle er en ambition om at bruge deres faglighed til at sætte økologi og bæredygtighed endnu mere på dagsordenen.
I denne uge udkommer en ny podcast på den madpolitiske platform Madland, der har samlet mange af tankerne og visioner, som præger Generation Ø.
Det er blevet til en lille times maddiskussion i selskab med madhåndværkere og formidlere fra maduddannelserne på Hotel- & Restaurantskolen, Professionshøjskolen Metropol m.fl., som Økologisk Landsforening i januar havde samlet til en digital workshop om deres visioner for fremtidens økologiske madlandskab.
Generation Ø
- Generation Ø er fremtidens madhåndværkere og -formidlere med en fælles ambition om at sætte økologi og bæredygtighed endnu mere på dagsordenen gennem deres arbejde.
- Økologisk Landsforening har spurgt en række ambitiøse unge mennesker, hvilke udfordringer og muligheder, de ser i det danske madlandskab, og hvordan de drømmer om at bidrage til en positiv udvikling af vores madsystem.
Stærke forbilleder
“Det er enormt vigtigt at samle og lytte til dem, der skal forme fremtidens madlandskab, for vi kan drage så meget nytte af hinandens faglighed og erfaringer. Vi tror på, at Generation Ø kan skabe nogle stærke forbilleder, som vi alle kan lære og lade os inspirere af, så vi i fællesskab kan arbejde for den grønne omstilling og styrke økologien i Danmark,” siger Torben Blok, der er markedschef for Økologisk Landsforenings Foodservice-afdeling.
Økologi og lokale råvarer er vigtigt, men forbindelsen til landmanden, der producerer dem, betyder mindst lige så meget.
— Emilie Qvist Kjærgaard
Han forklarer at de mange indsigter fra workshoppen bliver brugt i arbejdet for at udvikle Økologisk Landsforenings fremtidige arbejde for at engagere unge madfolk. Blandt andet arbejder Økologisk Landsforening med en opdatering af deres økologiske undervisningsmateriale til erhvervsskolerne.
“De unges engagement bør motivere os alle til at gøre mere i vores arbejde. Vi er nødt til at stå sammen over hele branchen, for vi har et fælles ansvar for at skubbe til grønne omstilling, vi er i gang med. Vi bidrager alle med noget særligt gennem vores faglighed, og hvis vi kan skabe en større forståelse for, hvordan vores kompetencer bedst kan spille sammen, så begynder vi for alvor at rykke noget. Og vores workshop bekræftede heldigvis, at det ikke er gået af mode at søge viden og blive klogere,” siger Torben Blok.
Økologi og lokale råvarer er vigtigt
Emilie Qvist Kjærgaard er kok og hun tilhører det, Økologisk Landsforening kalder Generation Ø: Fremtidens madhåndværkere og formidlere, som går rundt med en fælles ambition om at sætte økologi og bæredygtighed endnu mere på dagsordenen gennem deres faglighed og arbejde. Hun er vokset op på et økologisk landbrug på Livø, og er en af de unge kokke som lufter deres holdninger i podcasten.
"Jeg vil gerne bidrage til at skabe nogle tættere bånd mellem dem, der producerer vores råvarer, og dem der bruger dem. Som kokke har vi et ansvar for at bruge ordentlige råvarer, men vi har også et formidlingsansvar over for vores gæster og et ansvar for at bidrage til en bedre madkultur i fremtiden. Økologi og lokale råvarer er vigtigt, men forbindelsen til landmanden, der producerer dem, betyder mindst lige så meget. Vi er så afhængige af hinanden, og derfor er vi også nødt til at forstå hinandens erhverv, så vi kan få et stærkere samarbejde og bedre formidle vigtigheden af gode råvarer og sundt landbrug til vores gæster," siger den jyske kok.
Kan du komme på en fed oplevelse, der har været med til at forme dit syn på mad og bæredygtighed?
"Jeg kan meget tydeligt huske en dag efter jeg var startet på kokkeuddannelsen, hvor jeg var hjemme og med min far i marken for at så vinterafgrøder. Jeg så på ham og kunne se, hvor meget glæde, der strålede ud af ham, og der gik det virkelig op for mig, hvor megastolt han er over det, han laver. Det fik mig til at indse, at vi kokke ikke bare laver noget mad i et køkken - vi har ting mellem hænderne, som min far og andre landmænd har lagt enormt meget tid og energi i, og som de er virkelig stolte af. Som kokke har vi et ansvar for at yde råvarerne den samme respekt," siger Emilie Qvist Kjærgaard.
Flere artikler fra samme sektion
Effektiv markedsføring har givet den økologiske citron mange loyale kunder
Der er stor variation i købsmønstrene for de mest almindelige økologiske basisvarer, og ifølge Økologisk Landsforening kan flere varer lære af øko-citronens succes.
Tre stærke kandidater er nominerede til årets øko-pris
Økologisk Landsforening har nu sat navne på de tre kandidater, der er med i opløbet til Øko-prisen 2025, og ifølge markedschef for foodservice Torben Blok er der tale om tre stærke kandidater, som på hver sin måde kæmper for at udbrede de økologiske løsninger i landets professionelle køkkener.
Optimisme blandt økologiske svineproducenter: Noteringen stiger, og efterspørgslen vender tilbage
Noteringen for økologiske slagtesvin er højere end samme tid sidste år, rentepresset er aftagende, og forbrugerne er igen begyndt at efterspørge det økologiske kød.