Flere har fået smag for økologisk kød
De danske dagligvarekæder melder om voksende salg af økologisk kød

Markedsandelen på økologisk kød ligger relativt lavt, når man sammenligner med andre fødevarer. Ifølge Økologisk Landsforenings markedsnotat fra 2020 udgør økologisk fra 2,1 – 8 pct. af salget, hvor fjerkræ har den laveste andel, mens oksekødet topper med otte pct.
Men salget stiger støt år efter år, viser en rundringning som Dagligvarehandlen.dk har lavet til flere af landets største dagligvarekæder. Heraf fremgår det, at Dagrofa og Coop fra 2019 til 2020 oplevet en vækst i salget af økologisk kød på henholdsvis 25 pct. og 15 pct.
"Vi oplever en positiv udvikling på efterspørgslen af friland og økologisk kød, som også afspejles i salget, der er steget med 25 pct. indeværende år til dato," siger Jannie Ravn Madsen, kommunikationskonsulent i Dagrofa til mediet, som også oplyser at Rema 1000 oplever en ”rigtig positiv udvikling” på salget af økologisk dansk kød.
Den store vækst i salget er en af årsagerne til at Friland i øjeblikket efterlyser flere økologiske griser og køer til slagtning.