Få styr på de nye mærkningsregler
Teknologisk Institut lancerer online-kursus, der på to timer giver overblik over de vigtigste ændringer i reglerne for mærkning af økologiske fødevarer.

Danske fødevareproducenter og detailhandlen skal ruste sig til nye mærkningsregler for økologiske fødevarer. De træder i kraft efter årsskiftet, og har du ikke selv mod på at finde ud af, hvad de nye mærkningsregler betyder for netop dine produkter, er der hjælp at hente på et nyt online-kursus.
Det er Teknologisk Institut, som udbyder kurset. Det varer to timer, og sektionsleder Inger Olesen, Teknologisk Institut, oplyser, at der efter en gennemgang af reglerne bliver mulighed for at stille spørgsmål og udveksle erfaringer med de øvrige deltagere.
Kurset varer to timer. Halvdelen af tiden bruges på gennemgang af reglerne. Resten bruges på spørgsmål, diskussion og hjælp til deltagernes egne deklarationer.
Det handler bl.a. om tilladte tilsætningsstoffer i økologien, og en helt konkret ændring gør det eksempelvis muligt for producenter af økologiske fisk at mærke produkterne med 'dansk akvakultur' frem for 'dansk jordbrug', som de nuværende en smule misvisende regler kræver.
De nye økologi-regler er en konsekvens af den nye EU økologi-forordning, der trådte i kraft d. 17. juni 2020.
Kurset 'Øko-mærkning af fødevarer: De
nye EU-regler' Bliver
afholdt 10. og 26. november samt 09. december.