Danskere importerer i stigende grad ulovlige pesticider

Siden årsskiftet har Toldstyrelsen beslaglagt mere end 150 bekæmpelsesmidler, der er ulovlige at bruge i Danmark. Især et forbud mod privates køb af koncentreret Roundup har fået den ulovlige import til at stige.

21. september 2022
Læsetid: 2 minutter
Privatperson sprøjter gårdsplads
Det er ikke lovligt for privatpersoner uden autorisation at købe koncentreret Roundup i Danmark. Det får tilsyneladende flere til at købe det ulovligt på udenlandske hjemmesider i stedet. Foto: Colourbox

Private forsøger i stigende grad at købe og importere ulovlige pesticider fra udenlandske hjemmesider.

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at Toldstyrelsen i alt har tilbageholdt 154 forsendelser siden nytår med ulovlige bekæmpelsesmidler.

Heraf er 59 blevet klassificeret som pesticider, mens 95 er biocider, der blandt andet bruges mod ukrudt og skadedyr.

Det er især produkter som Roundup og Weed Killer, der udgør en stor del af de beslaglagte midler. Siden 1. juli 2020 har det været ulovligt for privatpersoner uden autorisation at købe f.eks. Roundup med en høj koncentration af aktivstoffet glyphosat, og efter forbuddet trådte i kraft, er antallet af sager steget.

Rottegift, pooltabletter samt midler mod myg og myrer importeres også oftere ulovligt. Ifølge Miljøstyrelsen sker der desuden forsøg på ulovlig import af biocider mod større dyr såsom mosegrise og muldvarper.

Miljøstyrelsen understreger derfor i pressemeddelelsen, at det er ulovligt at købe udenlandske bekæmpelsesmidler, fordi der er risiko for at bringe det danske miljø og sundhed i fare. Eksempelvis risikerer man, at den lokale bestand af rotter udvikler immunitet mod ulovligt importeret rottegift, hvilket kan hæmme fremtidig rottebekæmpelse. Det er også en af grundene til, at det nu kræver en særlig uddannelse for håndtering af rottegift i Danmark.

Det er Toldstyrelsen, der udfører beslaglæggelserne af de ulovlige bekæmpelsesmidler for Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.