Annonce
Annonce
Dansk eksportfremstød sætter nye standarder for bæredygtighed
Temaet for Nordic Organic Food Fair er bæredygtighed, og derfor bliver den danske fællesstand på Malmø-messen i år opbygget af genbrugspaller.

I bæredygtighedens navn er både strøm- og materialeforbrug reduceret til et minimum på den danske stand, når 18 danske fødevareproducenter i næste uge drager til Malmø med en stribe nye produkter i bagagen. Arkivfoto: Andreas Mikkel Hansen
I
næste uge deltager 18 danske producenter af økologiske fødevarer i et eksportfremstød
på Nordens største økologi-messe, men uden hjælp fra en stribe sponsorer var den danske stand aldrig blevet til noget.
For da det sidste år stod klart, at Økologisk Landsforening (ØL) ikke fik tilskud til at opbygge en dansk fællesstand på Nordic Organic Food Fair (NOFF) i 2019, begravede Pernille Bundgaard, markedschef for eksport i ØL, i første omgang tanken om at gentage dansk økologis seneste mange års november-offensiv øst for Øresund.
"Men efter at have været med på messen i seks år, kom det som lidt af et chok, at vi i år ikke fik penge til messen," erkender Pernille Bundgaard.
Nordic Organic Food Fair
Den svenske økologi-messen bliver i år afholdt for syvende gang i Malmø Messecenter. Den er åben 13. og 14. november sideløbende med Eco Life Scandinavia, som er en helse- og sundhedsmesse for naturlige produkter.
Udstillerne på den danske fællesstand:
- Gråsten Fjerkræs
- Frankly Juice
- Hanegal
- LikeMeat Nordic
- Malund
- Mille Food
- Miss Bagel
- Newfood
- Økoladen/Elmelund
- Plantemageren
- Rebæl
- Rømer Vegan
- SeiMei Aps (Wish Juice)
- Tvedemose
- Woodland Wonders ApS
- Mols Organic
- Råhygge
- Møllerup Brands
Normalt betyder ingen penge, ingen messe, men efter hendes vurdering ville det være ekstra uheldigt, hvis de danske producenter ikke kom til Malmø i et år, hvor der er afmatning på det svenske økologimarked, som er det næststørste marked for den danske økologieksport.
"I øjeblikket er de svenske forbrugere ved at få øjnene op for andre trends end økologi, og flere svenske økologer har lagt tilbage til konventionel drift. Det gør det ekstra vigtigt, at vi deltager, og kan vi overhovedet tillade os at blive væk over for de danske virksomhederne, som gennem flere år har arbejdet målrettet på at komme ind på det svenske marked, hvor knofedt og vedholdenhed er så vigtigt," spurgte hun sig selv.
Svaret på det spørgsmål fandt hun i februar, da hun under BioFach-messen i Nürnberg mødte Carsten Holm, som er direktør NOFF-messens engelske arrangør Diversified Communications.
Han forklarede, at 'bæredygtighed' er temaet for 2019-udgaven af den svenske messe, og han var overraskede over udsigten til, at de danske virksomheder blev hjemme.
"Med det tema, følte jeg, at vi var nødt til at deltage, og så opstod tanken om at opbygge en bæredygtig fællesstand for nul kroner. Vi ville ikke svigte de danske virksomheder, da vi ved, hvor lang tid det tager at opbygge nye relationer på et eksportmarked. Er man væk, bliver man hurtigt glemt," siger Pernille Bundgaard, som fik travlt med at finde sponsorer og alternative løsninger til den traditionelle standopbygning.
Løsningen er blevet en stand, som er opbygget af Europa-paller. Der er hverken lamper eller gulvtæpper på standen, som bliver markeret med kridtstreger på gulvet. Diverse skilte med firmalogoer m.m. er lavet af pap, og kun nogle få udstillere får adgang til strøm.
"
Det bliver megaflot, og jeg forventer, at standen giver virksomhederne mere
opmærksomhed end tidligere år, og uanset hvordan det går, har vi lært utrolig
meget, som vi kan bruge på andre messer," forklarer Pernille Bundgaard,
som trods en noget skrumpet fællesstand har fundet plads til 18 producenter i
Malmø.
Hun har det godt med at opbygge en stand, som harmonerer med Øls ambitioner om at arbejde for bæredygtighed i alle led af fødevareproduktionen. Også når varerne skal sælges.
"Nu gør vi, som vi prædiker, og jeg vil gerne takke udstillerne for at forstå konceptet," siger eksportchefen, som oplyser, at alle de kommercielle tiltage stort set er på samme niveau som tidligere år.
Hun sender også en tak til de mange firmaer, som har hjulpet med sponsorater og til Malene Aaris fra Bio Aus Dänemark, som har valgt at give en hånd med i Malmø for at hjælpe udstillerne i jagten på nye udenlandske kunder.
Flere artikler fra samme sektion
Rekordmange har allerede tilmeldt sig Klimahandledagen
To uger inden det landsdækkende klimaevent har over 133.000 tilmeldt sig til de hundredvis af forskellige aktiviteter, hvoraf mange er gratis at deltage i.
For første gang afholder Kalø Økologisk Landbrugsskole Økodag - og det er ikke kun for gæsternes skyld
De færreste landbrugselever har råd til at etablere sig som selvstændige på et storlandbrug. Derfor skal de lære at være landbrugere på en ny måde - og Økodag er et vigtigt led i den læring. Landbrugsskolen på Kalø vil nu udvide sin gårdbutik og fremover holde flere åbne arrangementer.
Nocla-stifterne: Forskellighed er en af vores styrker
Nocla er stiftet af et dedikeret founderteam med meget forskellige kompetencer, men de er enige om kursen.