Coop lancerer klimakampagne
Coops ikoniske Madpyramide får hovedrollen i Danmarks hidtil største klimakampagne fra en detailkæde, som Coop skyder i gang i dag.

De danske detailkæder kæmper om den grønne dagsorden, og i dag søsætter Coop en kampagne, som skal bringe klimakampen i øjenhøjde for danskerne ved at give gode råd om, hvordan man som forbruger kan spise mere klimavenligt.
I den anledning får Coop Madpyramide en central rolle, da Coops beregninger viser, at en gennemsnitsdansker kan spare ca. 25 procent af CO2-udledningen fra sin mad ved at følge kostrådene i Madpyramiden,' oplyser Coop i en omtale af klimakampagnen.
”For mange danskere kan klimakampen være vanskelig at forholde sig til på et personligt plan. For enten er diskussionen meget overordnet eller også handler den om små symbolske ting. Men i vores daglige madforbrug kan vi faktisk selv gøre en kæmpe forskel for klimaet: Ved bl.a. at spise mere grønt, lidt mindre kød, og undgå madspild,” siger CSR-direktør i Coop Signe D. Frese.
Som led i kampagnen uddeler Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen og fakta 500.000 gratis plakater med den opdaterede Madpyramide til kunderne.

Grønt skal i front
Under overskriften 'Grønt i front' vil Coop inspirere danskerne til at tænke grøntsager før kødet, f.eks. med opskriftskort med spørgsmål som: 'Hvad skal du ha´ til din rødbede i dag?
Coops kunder vil desuden møde en række konkrete klimaråd, når de bevæger sig rundt i butikkerne, hvor Coop forsøger at påvirke salget i en mere klimavenlig retning.
Tal fra Coop Analyse viser, at danskerne allerede er blevet meget mere klimabevidste. I en ny undersøgelse svarer 61 pct. af danskerne, at et de er 'bekymrede' eller 'meget bekymrede' for, hvordan klimaet påvirker os. I 2010 var det tilsvarende tal 47 pct.
Coop har flere klimatiltag på vej
Kampagnen er en del af Coops samlede klimastrategi, der bl.a. også omfatter reduktion af madspild, energiforbrug i butikkerne, udfasning af klimaskadelige kølemidler, en omfattende emballage-strategi, der bl.a. skal reducere plastikforbruget og strategisk samarbejde med klima-tænketanken Concito