Annonce

Annonce

Både Netto og Rema 1000 tror på vækst i det økologiske salg i 2023

Landets to største discountkæder oplevede i 2022 forbrugere, der havde massivt fokus på pris og gode tilbud, men ifølge ØL’s nye markedsrapport, øjner de lys forude.

29. juni 2023
Læsetid: 3 minutter
Butikskunde med kødbakker i hænderne

I takt med at forbrugertilliden vokser, forventer nåde Netto og Rema 1000, at de økologiske forbrugere vil vende tilbage. Foto: Moment Studio Foto: Moment Studio

Forudsat, at der ikke sker flere store eller uventede begivenheder i verden, som kan ryste økonomien yderligere, forventer både Netto og Rema 1000, at den økologiske salgskurve snart igen begynder at pege opad.

Inflationen tvang sidste år mange familier til at vende hver en krone – og både Netto og Rema 1000 oplevede, at det fik nogle til at vælge økologien fra.

»Vi har virkeligt set en forbruger-adfærd, der har ændret sig med rekordfart. Mange vil gerne købe økologi, men når de kæmper med privatøkonomien og er ramt på de mest basale behov, er de tvunget til at vælge et billigere alternativ eller helt at fravælge den økologiske variant,« siger Anders René Jensen, indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000 til Økologisk Landsforenings markedsrapport 2023, som netop er offentliggjort.

Hos Netto melder sortimentschef Martin Hasgard Olesen om samme tendens i 2022.

»Forbrugerne har skåret ned på de varer, hvor prisen for den økologiske variant er relativ høj. Det handler særligt om kød og pålæg,« siger han og fortsætter:

»Vi holder økologien stabil, men det er på de ikke-økologiske varer, at væksten sker lige nu.«

Udviklingen vender i år

»Det er vores forventning, at det stille og roligt vender igen. Alle har været skræmte, men nu begynder de igen at bruge penge. Og når vi ser på forbruget af rejser og restaurationsbesøg, er vi jo ikke gået helt konkurs,« lyder vurderingen fra Anders René Jensen, som forventer, at de økologiske kunder vender tilbage:

»Alle de CSR-tiltag, som vi har arbejdet med gennem årene – herunder økologi og klima – er ikke spildt. Forbrugerne vil det, og vi vil det. Så når råvarepriserne nu begynder at falde igen, falder priserne, og så er vi klar til at fortsætte udviklingen af det økologiske marked,« siger han.

De seneste måneder har inflationen været på vej ned, og prisfald er helt essentielt i en tid, hvor forbrugerne stadig har fokus skarpt rettet mod priserne på fødevarer, fremgår det af vurderingen fra kæderne.

Priserne skal ned

De seneste målinger fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertilliden er langsomt stigende, men fortsat meget lav i forhold til, hvordan den har udviklet sig gennem årtier.

»Udviklingen i priserne kommer til at betyde noget fremadrettet. Vi skal se prisfald på de økologiske varer, før vi kan vende udviklingen,« forklarer Martin Hasgard Olesen.

»Når det så er sagt, har økologien stor betydning for os i Netto. Vi har bestemt ambitioner om at blive ved med at fortælle kunderne, hvor vigtig en rolle økologien har i fremtiden.«

Fremtiden bliver dog anderledes end den tid, vi kommer fra. Det er begge kæder enige om. En verdens­omspændende pandemi, krig i Europa og høj inflation sætter dagsordenen for en ny tid på markedet.

»Det økologiske sortiment vil stadig udvikle sig, men ikke med samme hast som vi har set hidtil,« mener Martin Hasgard Olesen.

Flere artikler fra samme sektion

Rekordmange har allerede tilmeldt sig Klimahandledagen

To uger inden det landsdækkende klimaevent har over 133.000 tilmeldt sig til de hundredvis af forskellige aktiviteter, hvoraf mange er gratis at deltage i.

10-04-2025 2 minutter

For første gang afholder Kalø Økologisk Landbrugsskole Økodag - og det er ikke kun for gæsternes skyld

De færreste landbrugselever har råd til at etablere sig som selvstændige på et storlandbrug. Derfor skal de lære at være landbrugere på en ny måde - og Økodag er et vigtigt led i den læring. Landbrugsskolen på Kalø vil nu udvide sin gårdbutik og fremover holde flere åbne arrangementer.

08-04-2025 9 minutter Økodag,   Kvæg,   Dyrevelfærd,   Uddannelse

Nocla-stifterne: Forskellighed er en af vores styrker

Nocla er stiftet af et dedikeret founderteam med meget forskellige kompetencer, men de er enige om kursen.

08-04-2025 4 minutter Virksomheder,   Eksport