Direktør for analysehus: »Økologi og bæredygtighed bliver vigtigere og vigtigere for forbrugerne«
Målinger af forbrugernes valg af dagligvarebutikker viser, at bløde værdier som økologi og bæredygtighed bliver vigtigere.

Efter nogle år, hvor dagligvarekæderne har lukket en del ulønsomme butikker, er jagten på nye butikslokaler intensiveret, og discountkædernes nye butikker skyder op side om side.
Det medfører, at konkurrencen inden for dagligvarehandlen kun står til at blive hårdere i 2020, hvor også netsalget formentlig kommer til at fylde endnu mere i danskernes indkøbsvaner.
I starten af året foretog TV2 en rundringning til Danmarks fem største discountkæder – Netto, Fakta, Rema, Aldi og Lidl. Den viste, at de fem kæder tilsammen planlægger at åbne mindst 45 nye butikker i 2020.
Med undtagelse af Fakta har alle kæderne meget offensive udmeldinger om deres planer for etablering af nye fysiske butikker, og står det til Henning Bahr, direktør i analysehuset Retail Institute Scandinavia , skal de have masser af økologiske og andre typer bæredygtige varer på hylderne, hvis de skal appellere til de danske forbrugere anno 2020.
"Vi kan se i vores målinger af forbrugernes valg
af dagligvarebutikker, at bløde værdier som økologi og bæredygtighed bliver
vigtigere og vigtigere," siger Henning Bahr til netmediet FødevareWatch.
Han forudser, at bløde værdier og især bæredygtighed
bliver et af de vigtigste kriterier, når danskerne i de kommende år beslutter,
hvilke varer de lægger i indkøbskurven.