Annonce
Annonce
Aalborg Madservice løb med Køkkenprisen 2021
Et fast fokus på økologi var en medvirkende årsag til at Madservice Aalborg i første halvår af indeværende år nåede op på en økologiprocent på 67 pct. og nu både kan skilte med det økologiske spisemærke i sølv og Køkkenprisen 2021.

Hanne Melgaard Juul, leder af Madservice Aalborg, vandt Køkkenprisen 2021. Her er hun flankeret af afdelingsleder i køkkenet Lions Park (t.v.) og økologikoordinator Else Møhlenberg. Foto: Landbrug & Fødevarer
I begyndelsen af september fik køkkenerne bag Madservice Aalborg mulighed for at skilte med det økologiske spisemærke i sølv, da de kunne dokumentere en økologiprocent på 67,1 pct. for første halvår af 2021.
I går fik de et nyt trofæ, de kan hænge op på væggen, da Madservice Aalborg vandt Køkkenprisen 2021, som hvert år bliver uddelt til et offentligt køkken, som har et ekstraordinært fokus på at lave velsmagende mad med fokus på sæson, økologi, råvarer og bæredygtighed.
"Jeg er så stolt. Jeg vil gerne sige tusind tak til alle mine dygtige medarbejdere. Vi er så utrolig stolte over, at vi har nået et mål på 60 pct. økologi, hvor vi har haft mulighed for at følge vores egen vej til at nå målet," siger Hanne Melgaard Juul i en pressemeddelelse.
De tre produktionskøkkener under Madservice Aalborg leverer dagligt mad til ca. 2500 ældre borgere i Aalborg kommune, og sidste år brugte de 776 ton økologiske fødevarer.
Økologiske og lokalt dyrkede råvarer fylder mere og mere på tallerkenerne i mange offentlige køkkener, og ifølge jurymedlem og seniorkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Kristian Ploug Grut, er det en udvikling, som Køkkenprisen har været med til at sætte skub i.
"Vi vil gerne belønne de fagfolk, som slår et ekstra slag for økologien ved at tænke økologiske principper og råvarer ind i køkkenet. I juryens bedømmelse lægges der vægt på iscenesættelsen af en sund og varieret kost baseret på økologiske fødevarer, som bidrager til livsglæde ude hos brugerne af køkkenerne. Det er i de offentlige køkkener, mange danner deres spisevaner og bliver udfordret af nye smagsindtryk. Derfor spiller de en vigtig rolle i den danske madkultur," siger Kristian Ploug Grut, som uddelte prisen i forbindelse med Fødevaredagen 2021 på Hindsgavl Slot i Middelfart.
Køkkenprisen bliver uddelt i et samarbejde mellem de faglige organisationer: Kost- og Ernæringsforbundet, FOA, Økologisk Landsforening og 3F, der organiserer de køkkenprofessionelle, samt Landbrug & Fødevarer.
Flere artikler fra samme sektion
Spisemærkerne er på vej tilbage på danmarkskortet
Til sommer forventer Fødevarestyrelsen at lancere et nyt danmarkskort over alle landets spisemærkede restauranter.
Økologien åbner nye døre for jysk konferencecenter
Selv om Vingsted Hotel & Konferencecenter har fået Det Økologiske Spisemærke i bronze, er der stadig plads til, at køkkenet kan holde fast i en håndfuld små lokale fødevareproducenter.
Dragsbæk: Nordens olivenolie skal være økologisk
Økologisk rapsolie fra Danmark har mange gode egenskaber, og Dragsbæk-koncernen efterlyser flere producenter, som kan sikre tilgangen af råvarer til nye produktlanceringer.