Organisationer frygter, at fejl i it-system kan koste landmænd dyrt
Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer opfordrer i en fælles henvendelse Landbrugsstyrelsen til at ændre i sit elektroniske indberetningssystem.

Både Økologisk Landsforening (ØL) og Landbrug & Fødevarer (L&F) retter i et fælles brev kritik af det nye elektroniske indberetningssystem hos Landbrugsstyrelsen.
Organisationerne frygter, at mangler i det elektroniske indberetningssystem for landmændene kan medføre store økonomiske omkostninger. Claus Østergaard, der er plantechef i ØkologiRådgivning Danmark, har lavet et overslag på, at en fejl i indberetningen ved producentskifte af 10 ha. kan koste knap 90.000 kr. for de involverede landmænd.
Organisationerne beder derfor styrelsen om at foretage en række ændringer i systemet.
Først og fremmest mener de, at der bør være mulighed for at rette op på fejl, man eventuelt har indtastet. En fejl i et såkaldt blåt producentskifte er uopretteligt, så snart konsulenten har trykket 'accepter/send' i systemet, og her mener de, at styrelsen bør indføre en fortrydelsesknap, så fejl kan rettes inden for et bestemt interval, samtidig med at en funktion i systemet gør parterne opmærksomme på konsekvenserne ved indtastningerne.
Dernæst bør systemet indrettes, så der gives besked til erhververen af et nyt areal om, at der ligger et producentskifte, som skal godkendes, og den, der overdrager arealet bør få en advarsel, hvis erhververen ikke har godkendt producentskiftet som aftalt.
ØL og L&F peger på, at manglerne i systemet bliver endnu værre af, at styrelsen har besluttet, at den vil udsende væsentligt færre høringsbreve til ansøgere, og de frygter, at det vil øge risikoen for fejl, som både udløser længere sagsbehandlingstid og potentielle sager om rådgiveransvar.
Slutteligt udtrykker de ønske om, at man kan angive økologistatus, så der ikke skal dobbeltindberettes ved producentskifte.
Landbrugsstyrelsen bekræfter over for Okologisk.nu, at styrelsen har modtaget brevet fra L&F og ØL, men den ønsker ikke at udtale sig om deres forslag, før organisationerne har modtaget svar, der efter planen kommer i næste uge.