Bekymring for de unge i landbruget
GF 2019: Generationsskiftet i landbruget bekymrer Økologisk Landsforening.

Generationsskiftet har længe skabt anledning til bekymring i landbrugssektoren, og det var også en del af Per Kølsters, formand for Økologisk Landsforening (ØL), årsberetning.
”Er løbet bare kørt for, at
det er muligt at drive en mindre ejendom professionelt som en virksomhed med
sig selv som ejer og ansat? Ja, det er noget af det, der sker med den
landbrugslov, vi har, og med den globale udvikling. Hvor er den fairness, der
skal sikre at de unge kan komme godt i gang?” siger Per Kølster, på foreningens generalforsamling, der fredag finder sted i Vingsted.
Foreningens bekymring går i retning af de unge.
”Jeg får jævnligt besøg af Søren, der nu er elev på Kalø. Som han siger, så er han nødt til at tage en akademisk uddannelse bagefter for at få et job, han kan udfylde for at tjene penge til at kunne få et mindre landbrug," siger han og fortsætter:
”Men med Danmarks Økologiske Jordbrugsfond og Dansk Økojord A/S har vi sammen med Danmarks Naturfredningsforening taget et lille skridt, og alt tyder på, at vi har fat i noget, der kan blive stort på den ene eller den anden måde. Fonden er kommet flyvende fra start med investeringer i flere gårde og med flere på vej.”
Økologisk Landsforening lægger ifølge formanden mange kræfter i at skabe nye muligheder for de unge økologer.
”Vi skal senere i aften hylde vinderne af konkurrencen ’I gang for en million’. En klar lære fra de to gange, vi nu sammen med landbrugsskolerne har gennemført ’I gang for 1 mio’ er, at det sprudler med idérige, driftige, bevidste unge mennesker, som står klar til at tegne et nyt dansk landbrug."