Annonce

Annonce

Kirsten Back-Holck sidder foran kameraet til GF 2021

Kirsten Bach-Holck tilskriver det primært benhård økonomistyring og innovative løsninger, at Økologisk Landsforening kom ud af 2020 med et lille plus i regnskabet. Foto: Joachim Plaetner Kjeldsen

ØL endte med overskud trods flere corona-benspænd

Økologisk Landsforening slap nådigt gennem et corona-udfordret 2020, hvor det lykkedes at vende forrige års underskud til et lille plus.

Da Økologisk Landsforening gjorde regnskabet op efter et coronaramt 2020, stod der trods et år med flere ekstraordinære udgifter et plus på bundlinjen på 132.000 kr. mod et underskud på 1,2 mio. kr. året før, mens egenkapitalen er vokset til 3,3 mio. kr.

Det betegner Kirsten Bach-Holck, økonomi- og it-chef i Økologisk Landsforening (ØL), som meget tilfredsstillende efter et år, hvor der var budgetteret med et nul, men hvor corona-restriktionerne gjorde det umuligt at gennemføre mange af foreningens arrangementer.

Deltagerne på fredagens generalforsamling i Økologisk Landsforening var tilsyneladende af samme opfattelse, da de godkendte ØL's årsregnskab, som ifølge Kirsten Bach-Holck er summen af en større cocktail, der bl.a. består af benhård økonomisk styring, flere besparelser og hurtige tilretninger, da corona-pandemien sidste forår med kort varsel lukkede ned for mange af foreningens planlagte aktiviteter.

"I 2020 blev vi på flere områder udfordret af corona, som gjorde det vanskeligt at sætte nye ting i gang. Vi var nødt til at holde en stram kurs og veje alle nye udgifter på en brevvægt for at holde nullet," sagde Kirsten Bach-Holck til Økologisk Nu i forbindelse med generalforsamlingen, hvor hun karakteriserede 2020 som "et på mange måder specielt år", der i lidt for høj grad kom til at stå i coronaens tegn.

Flytningen til Agro Food Park blev noget dyrere end forventet, men trods flere ekstraordinære udgifter landende Økologisk Landsforenings samlede regnskab for 2020 på et lille plus
Flytningen til Agro Food Park blev noget dyrere end forventet, men trods flere ekstraordinære udgifter landende Økologisk Landsforenings samlede regnskab for 2020 på et lille plus. Foto: Jakob Brandt

Samtidig udtrykte hun og ØL-ledelsen stor taknemlighed over for de personer, som i begyndelsen af 2020 stillede 3,35 mio. kr. til rådighed for ØL i form af ansvarlig lånekapital, der først skal tilbagebetales i 2024. Den ekstra kapitaltilførsel var nødvendig for at leve op til soliditetskravene fra foreningens bank.

Et af de positive bidrag på indtægtssiden blev leveret af rådgivningsselskabet ØRD, som Økologisk Landsforening driver i samarbejde med Sagro. ØRD bidrog således med 390.000 kr. til bundlinjen efter et ekstraordinært godt 2019.

Corona krævede kursændring

Allerede kort efter corona-pandemien førte til den første nedlukning af landet i foråret 2020, stod det klart for ledelsen i ØL, at det var nødvendigt at rebe sejlene og nedjustere budgettet.

I den forbindelse blev kursen i flere af foreningens projekter ændret i en coronatilpasset retning. Det skete i tæt samarbejde med de fonde, som samlet bidrager med ca. tre fjerdedele af foreningens økonomi.

"Det betød, at omsætningen blev væsentlig mindre end budgetteret, og vi fik meget vanskeligt ved at lave nyt salg, da både landmænd og pressede virksomheder var nødt til at tænke på deres egen butik," sagde Kirsten Back-Holck.

En af de afgørende udfordringer er det arbejde, vi har igangsat med at udvikle en forretningsmodel, der skaber alternative indtægter og samtidig tiltrækker flere medlemmer. Et område, der ser lovende ud, men som også tager tid.

— Per Kølster

Foreningen fik ca. 100 nye landmandsmedlemmer i 2020, men kunne også registrere et større antal udmeldelser. Hvervning af virksomhedsmedlemmer gik mere trægt, og samlet lå hvervekampagnen 2,5 mio. kr. under budget.

Samlet betød det, at ambitionen om at skabe mere luft i foreningens økonomi ved at skaffe flere 'frie midler' via medlemshvervning og salg af viden langt fra blev indfriet i 2020.

Fald i omsætningen på 20 mio. kr. på fire år

Deltagerbetaling til diverse arrangementer bidrog med knap en mio. kr., mens der var budgetteret med det dobbelte.

Samtidig blev regnskabet belastet af ekstraordinært store hensættelser på i alt 1,1, mio. kr. i forbindelse med ældre projekter tilbage fra årene 2016-2018. På minussiden var også større engangsudgifter i forbindelse med flytningen til Agro Food Park og et faldende annoncesalg.

Derfor blev 2020 en lang spareøvelse, hvor de ansatte måtte acceptere, at der ikke blev råd til lønstigninger i et år, hvor omsætningen faldt for fjerde år i træk. Denne gang med 3,5 mio. kr. til 58,8 mio. kr.

Dermed er der barberet 20 mio. kr. eller en fjerdedel af foreningens årlige omsætning siden 2016, da ØL omsatte for 79,4 mio. kr. Selv om det er et stort beløb, betonede Kirsten Bach-Holck, at det rent regnskabsmæssigt ikke behøver at betyde, så meget, så længe udgifterne følger med ned.

Den positive corona-effekt

Også her var der tale om en corona-effekt. Men denne gang i positiv retning, idet de mange aflyste aktiviteter og møder i 2020 gav store besparelser til kørselsgodtgørelse og forplejning til både ansatte og folkevalgte, lige som der er sparet en del på efteruddannelse af personalet.

"Samtidig placerede vi flere opgaver internt i huset i stedet for at købe hjælp udefra. Det har krævet stor innovation og har givet os nye kompetencer, som vi kan få god brug for i fremtiden," sagde Kirsten Bach-Holck.

Endelig er antallet af ansatte løbende blevet reduceret i takt med den faldende omsætning. Siden 2016 er der årligt i gennemsnit blevet nedlagt to fuldtidsstillinger, så bemandingen i 2020 var faldet til 49 årsværk.

Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, er optimistisk i forhold til at styrke foreningens økonomi yderligere i de kommende år.

"Det er ganske åbenlyst, at selvom foreningen har en stor projektøkonomi, så kan den kun i bedste fald betale sig selv. Med andre ord er en af de afgørende udfordringer det arbejde, vi har igangsat med at udvikle en forretningsmodel, der skaber alternative indtægter og samtidig tiltrækker flere medlemmer. Et område, der ser lovende ud, men som også tager tid," sagde han i sin beretning.

Flere artikler fra samme sektion

EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning

EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.

21-11-2024 4 minutter EU,   Bæredygtighed

Miljøstyrelsen giver igen dispensation til forbudt pesticid, der kobles til Parkinsons

Miljøministeren vil have Miljøstyrelsen til at redegøre for, hvorfor den igen har givet dispensation til, at danske landmænd kan bruge Reglone, der er mærket som både giftigt, miljøfarligt, farligt for bier og kan give kronisk sundhedsskade

21-11-2024 3 minutter Pesticider

Treparten kaldes »en generationsaftale«, men det er bestemt ikke alle unge, der er enige i det

Den Grønne Ungdomsbevægelse kritiserer den grønne trepartsaftale for at tabe ungdommen på gulvet. Omvendt er de unge landmænd i LandboUngdom glade for, at aftalen endelig er sikret via et bredt forlig, og formanden er ikke skræmt over, at Danmark indtil videre går enegang på området - tværtimod.

18-11-2024 5 minutter Klima,   Miljø,   Politik