Økologi-rådgivere slår sig sammen

Et nyt partnerskab mellem LMO Økologi og ØkologiRådgivning Danmark er indgået. Sammen skal parterne løfte flere større arrangementer.

23. april 2019
Læsetid: 2 minutter
Fremmødte står i en græsmark og lytter til en økologirådgiver
Arkivfoto: Irene Brandt

Når de store økologiske arrangementer 'Grovfoderdag' og 'Økotræf' fremover afholdes, vil det være to rådgivningsselskaber, der står sammen om værtskabet. 

De to rådgivningsselskaber ØkologiRådgivning Danmark (ØRD) og LMO Økologi, der hidtil har stået bag hhv. 'Grovfoderdag' og 'Økotræf' har netop indgået et partnerskab, der betyder, at de vil stå for arrangementerne i fællesskab. Hensigten er, at det både skal højne den faglige værdi og øge antallet af både udstillere og landmænd.

Det oplyser LMO Økologi i en pressemeddelelse.

"Det er vigtigt for os, at vi får et endnu stærkere udstillingsvindue til økologiske landmænd, maskinfabrikanter, grovvarebranchen og alle andre, der har en interesse i økologi. Vi arbejder hele tiden på at præsentere den nyeste viden og tendenser for landmændene og ikke mindst løfte barren og skubbe branchen fremad, så vi sikrer, at økoproduktionen udvikler sig på en god måde," siger Peter Mejnertsen, afdelingschef for LMO Økologi.

Økotræffet i 2019 bliver det første arrangement, der vil have begge parter som arrangør. Målsætningen er, at 'Grovfoderdag' og 'Økotræf' afholdes skiftevis hvert andet år.