VIDEO: Kend din jord – brug spaden
Hav altid spaden med, når du kører i marken, så du kan grave huller og se din jord fra en anden vinkel. I en ny video guider Michael Tersbøl, ØkologiRådgivning Danmark, til større indsigt i jordens frugtbarhed

Der er en stigende opmærksomhed blandt økologiske landmænd på jordkvalitet, kulstofbinding og frugtbarhed. Men hvordan vurderer man egentlig dyrkningsjordens tilstand? Ja, man kan tage jordbundsanalyser, og mange gør det også med jævne mellemrum, men man kan også grave et hul og se, hvordan jorden rent fysisk fremtræder.
Det sidste gør planterådgiver Michael Tersbøl, ØkologiRådgivning Danmark, i Økologisk Landsforenings nye video ’Kend din jord – brug spaden’.
Her viser han, hvad farve, duft, knolde og lagdeling fortæller om jordens tilstand.
"Frugtbar jord er et komplekst felt, og der er mange budskaber på markedet. Den enkle metode er at se på jorden som miljø for rødderne, altså den fysiske struktur. Når man tager en spadeprøve, skal det derfor være i en mark med en afgrøde eller efterafgrøde. Rødderne skal have det nemt, så kig på dem: vokser de frit, eller bliver de begrænset af noget og af hvad?", siger Michael Tersbøl og tilføjer om metoden:
"Og så kræver det blot en spade. Det er genialt."
Jo flere huller, jo bedre
Michael Tersbøl har i 2018 været tovholder for en erfa-gruppe om jordfrugtbarhed og har i den sammenhæng gravet mange huller i de marker, gruppen har besøgt.
"Jo flere huller, man graver, jo bedre bliver man til at vurdere jorden. En erfa-gruppe kan være en god måde at begynde på. Så ser man mange forskellige jorder og kan snakke med kolleger om det, man ser," siger Michael Tersbøl.
ØkologiRådgivning Danmark udbyder også i år erfa-grupper om jordfrugtbarhed.
I videoen anvender Michael Tersbøl værktøjet Visuel bedømmelse af jordens struktur, der giver point fra 1 til 5 på syv områder.
Videoen er produceret i projektet Demonstration af nye økologiske løsninger II, som netop er afsluttet. Se flere faglige videoer på projektets hjemmeside.