Tunø søger landmand
Danmarks Økologiske Jordbrugsfond og en gruppe øboer vil give landbruget nyt liv på en lille ø i Aarhusbugten mellem Jylland og Samsø.

For år tilbage var selv den mindste stump jord opdyrket, og Tunø var i den grad var præget af landbrug med grise, køer, høns og eget mejeri. De dage er for længst forbi. Nu ligger det meste af øen hen i brak eller er sprunget i skov.
Men formentlig ikke så meget længere. Øboerne vil med hjælp fra Danmarks Økologiske Jordbrugsfond via dets datterselskab Dansk Økojord A/S arbejde for nyt liv, økologi og husdyr på øen. Ideen er at skabe en produktion af skovgrise og måske hønsehold samt dyrkning af økologisk frugt og grøntsager.
Produkter, som skal afsættes direkte til forbrugerne og ikke mindst til øens mere end 60.000 årligt besøgende.
"Vi har en ejendom på øen som er til salg, og hvorfra der også kan drives økologisk bed & breakfast. Det, tror vi, kan blive en rigtig god kombination," siger Kristian Wiese, som er initiativtager til projektet.
Han ser det som en rigtig god mulighed for et yngre par med mod på ø-liv.
Billig jordleje og ekstra støtte
Dansk Økojord A/S vil i første omgang købe landbrugsjord og skov på øen. Jord, som derefter lejes ud på favorable vilkår.
"Og der er virkelig et potentiale med lave omkostninger til jord, gode støttemuligheder, lokal opbakning og helt særlig mulighed for at afsætte kød, æg og grøntsager - kombineret med overnattende gæster på et af gårdens ti dobbeltværelser," fortæller direktør Kim Qvist.
Nu er jagten derfor gået ind for at finde de rigtige kandidater som har evnerne til at drive kombinationen af landbrug, økologi og turisme. Kim Qvist opfordrer interesserede landmænd til at henvende sig til Dansk Økojord A/S, for at få flere oplysninger om projektet.
Hele Tunø er på kun 350 ha. Øen har egen skole og børnehave, dagligvarebutik, restaurant, kro, galleri, røgeri på havnen, forsamlingshus, 115 fastboende, to sommerhusområder, daglig færgeforbindelse, en populær lystbådehavn og et utal af lokale foreninger.
Landmand til Tunø
-
Projektet går ud på at lave aftaler med 250 familier om at købe kød fra skovgrise i abonnement - allerede inden de første smågrise sættes ud.
-
I sommerperioden er der mulighed for afsætning af æg og grøntsager til op imod 60.000 endagsturister, sejlere og sommerhusejere.
-
Jord kan lejes af Dansk Økojord A/S til fornuftig pris om året per hektar. Udover almindelig hektarstøtte og økologisk omlægningsstøtte - er også et særligt “bjergbonde”-tillæg gældende for de danske småøer.
-
Ejendom kan købes for formentlig 1,8-2,0 mio. kr. Her må der påregnes en ekstra udgift til blandt andet indretning af overetage på stuehuset.
-
De ti værelser kan i sommerperioden give en daglig bruttoindtægt på 5.000-6.000 kr.
-
Der skal naturligvis investeres i maskiner, maskinhus, flytbare stalde, besætning og så videre.
-
Danmarks Økologiske Jordbrugsfond er behjælpelig med finansiering.