Rekordmange blomstermarker skaber bedre levevilkår for insekterne
Siden 2017 er arealet med blomstermarker steget med 60 pct. til gavn for blandt andet humlebierne.

De seneste års fokus på at give bierne bedre levevilkår kan ses i det danske landskab. Siden 2017 er arealet med blomstermarker nemlig steget med 60 pct., hvilket betyder, at markerne i dag fylder et område svarende til Anholt.
Det viser Landbrugsstyrelsens statistik.
"Vi kan se, at blomsterstriber og blomsterbrak er blevet meget populære redskaber, som landmændene bruger, når de vil gøre en ekstra indsats for insekterne," siger teamleder i Landbrugsstyrelsen Peter Byrial Dalsgaard i en pressemeddelelse fra styrelsen.
Stigningen i antallet af marker er sket, samtidig med at reglerne for blomsterbrak er blevet lempet, så der ikke længere stilles krav om, at landmændene skal slå deres blomstermarker hvert år. Kravet er nu, at det kun skal slås hvert andet år, og det har gevinst for insekterne, vurderer Peter Byrial Dalsgaard.
"Selvom blomstermarkerne om sommeren summer af liv, når insekterne bruger dem til at indsamle pollen og nektar, har de faktisk en lige så vigtig funktion resten af året, hvor bierne og sommerfuglene bruger dem til yngle- og overvintringssteder. Derfor giver de nye regler rigtig god mening, da insekterne får en chance for at udvikle sig og overleve," forklarer han.
For at få mest mulig naturværdi ud af blomstermarkerne anbefaler styrelsen, at man eksempelvis laver en rotationsordning, hvor der kun omlægges en mindre del af blomstermarkerne, så der altid er et område, hvor dyr og planter får lov at overleve.
Samtidig kan det gavne, hvis der sås en frøblanding, der indeholder flere forskellige pollen- og nektarrige plantearter. Jo større variation, desto større biodiversitet.