Annonce
Annonce
Op mod 20.000 rålam bliver hvert år dræbt på danske marker i forbindelse med høsten. Foto: Colourbox
Poser i marken kan redde rålam fra at blive maltrakteret
Det er højtid for nyfødte rålam, og det øger risikoen for, at de bliver kørt over på marken. Et ægtepar gør sit for at undgå påkørsler.
På landbruget ved Freerslev Kotel kan forbipasserende lige nu se flere hvide poser spredt ud på marken.
Poserne er placeret på pæle de steder, hvor der er observeret rålam, og hensigten er, at de skal få moderen til at fjerne sit lam, så det undgår at blive maltrakteret, når der høstes. En skæbne, som op mod 20.000 lam ifølge Danmarks Jægerforbund hvert år møder i forbindelse med høst i Danmark.
For ægteparret Inge og Erik Christoffersen er praksissen med at opsætte poserne gået i arv i landmandsfamilien.
Det skriver tv2lorry.dk, der også bringer billeder af, hvordan poserne er sat op.
"Landbruget bør man have i forening med naturen. Det er så lille en ting, som kan gøre en stor forskel, og jeg synes, det er en pligt, man som landmand har. Der skal være plads til naturen, det er rigtig vigtigt for mig," siger Inge Christoffersen til tv2lorry.dk.
Biolog: Det har en effekt
Ifølge Jes Aagaard, biolog og medlem af Det Dyreetiske Råd, er det et godt initiativ, men han håber på, at nye og mere tekniske løsninger kan afhjælpe problemet. Han opfordrer dog stadig til, at landmændene selv gør noget aktivt for at undgå påkørslerne.
"Det har en effekt, at man gør noget, så det skal man endelig blive ved med. Jeg vil bare gerne opfordre til, at man forsøger at udvikle nogle metoder, som er mere moderne og mindre tidskrævende for den enkelte. Enten med infrarødt lys eller droner, som kan varsle, inden det er for sent," siger han til tv2lorry.dk.
Ægteparret har endnu ikke været vidner til rålam, som er blevet ramt af de store maskiner, men det har været tæt på. De har så brugt hundeførere med hunde til at få råen til at fjerne sit lam.
Flere måder at reducere risikoen på
DCE - National Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har i flere år undersøgt mulighederne for at undgå at skade vildt i forbindelse med høsten, men der er ikke fundet en endegyldig løsning endnu.
Landbrugsstyrelsen har dog udgivet en guide om, hvordan man kan minimere risikoen for at påkøre vildt. Det er ikke kun rålam, men også harekillinger og jordrugende fugle, som er i fare, når der skal høstes.
Styrelsen nævner, at det ikke kun er et etisk problem, når dyrene bliver påkørt og enten lider eller bliver dræbt, men at det også kan være en psykisk belastning for føreren af køretøjet og samtidig forringe foderværdien af afgrøden, da dyrerester i foder kan gøre produktionsdyrene syge.
Styrelsens forslag til at forebygge dyr på marken eller skræmme dem væk er bl.a.:
at opsætte skræmmemidler dagen før høst,
at sprøjte urin fra rovdyr eller andet på jorden tæt ved randen af marken,
at afsøge marken med hunde forud for høst
at planlægge køremønsteret. Harer fasaner og til dels rålam er relativt mobile, men vil nødig krydse nyslåede arealer, for at komme væk. Det går derfor mere ofte galt, hvis man starter med at tage et par omgange hele vejen rundt om marken, for dyrene vil så flygte længere ind på marken i stedet for ud mod tilstødende arealer, der ikke høstes. I stedet skal man lade den side af marken, der vender ud mod det naturlige sted at flygte hen, stå uslået og tage det allersidst. Derfor skal man helst starte i den ende af marken, der vender væk fra områder, hvor harer og fasaner naturligt vil søge hen ved forstyrrelse. Alternativt anbefales, at man starter midt på marken og kører ud mod siderne. Ved disse metoder vil harer og fasaner have bedre muligheder for hele tiden at søge derhen, hvor forstyrrelserne er mindst, og de presses derved ud af marken.
bruge teknologier såsom droner med varmefølsomt kamera og/eller kamera på selve høsteren/skårlæggeren,
montering af en såkaldt vildtbom, der hænger ned foran og ved siden af høstmaskinen. Dog nævnes det, at metoden ved hurtig kørsel formentlig har begrænset effekt.
De enkelte tiltag hjælper ikke nødvendigvis mod alle dyr på marken. Eksempelvis er skræmmemidler egnet mod dyr, der kan flyttes, og kan ikke bruges mod jordrugende fugles reder.
Flere artikler fra samme sektion
Økologisk kornforædler: Konventionelle kornsorter er ensartede. Det er skidt for biodiversiteten og vores ernæring
En af årsagerne til biodiversitetskrisen er, at vi dyrker for få forskellige afgrøder i landbruget, og at de er for ensartede. Det skaber både problemer i naturen og ernæringsproblemer, fordi vi kommer til at spise for ensidigt, mener Anders Borgen, der arbejder på at udvikle robuste kornsorter til økologien. Særligt én af hans sorter hitter hos surdejsentusiaster.
Jordnørd fik en aha-oplevelse, da han blev rådet til at lugte til jorden
For ti år siden fik Hervé Lognonné en aha-oplevelse, da han besøgte en køkkenhave. Det ændrede fuldstændig hans syn på, hvordan man vurderer, om jorden er sund, og han advarer mod den gængse måde at dyrke jorden på i dag.
Dit økologiske æble kan snart blive dyrket med hjælp fra myrer
Myren kan blive et værdifuldt nyttedyr i den økologiske frugtproduktion, da de bekæmper både plantesygdomme og jager skadedyr. Et nyt projekt skal nu udvikle metoder til at integrere skovmyrer i plantager.