Sådan kan økologer gøre livet surt for skadedyrene
Aarhus Universitet har udgivet et katalog med tiltag, der fremmer skadedyrenes naturlige fjender, samtidig med at det gavner biodiversiteten.

Læhegn, naturstriber, randzoner, blomsterstriber og billevolde er blot nogle af de tiltag, som kan beskytte den økologiske bedrift mod skadedyr.
Det viser et nyt katalog fra Institut for Agroøkologi og Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, hvor forskere har identificeret 42 forskellige tiltag, som fremmer skadedyrenes naturlige fjender. Af de 42 tiltag er seks favorable for jordens biodiversitet, 13 er favorable for naturlige fjender og 23 for både det ene og det andet.
"Skadegørernes fjender er mangeartede og omfatter for eksempel mariehøns, svirrefluer, netvinger, snyltehvepse, rovtæger, løbebiller, rovbiller, edderkopper og stære - og de kan beskyttes på flere måder. Det kan for eksempel være ved at tilbyde føderessourcer, skjul og overvintringsmuligheder," forklarer Gabor Lövei, der er seniorforsker ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet og en af forskerne bag kataloget.
Baggrunden for kataloget er Miljø- og Fødevareministeriets vækstplan for dansk økologi, der foreslår, at der skal indføres dyrkningsrelaterede krav om naturtiltag på bedrifter af en vis størrelse.