Miljøstyrelsen: Fire-fem ulve i Danmark

Ulveeksperter vurderer, at der er en håndfuld ulve i Danmark i øjeblikket. To-tre stykker i Vestjylland, en i Nordjylland og en på Djursland.

06. februar 2019
Læsetid: 2 minutter
En ulv ligger i solen på en græsmark
Genrefoto: Colourbox

Forholdet mellem ulve og landmænd med husdyr er noget anstrengt, især fordi ulvene jager får og kalve. Der er imidlertid meget få ulve i landet pt., vurderer eksperter på Aarhus Universitet, der står for overvågningen. 

Ifølge notatet 'Ulv - status for 2018' fra Miljøstyrelsen var der ved årsskiftet fire-fem ulve i Jylland og altså færre end i 2017, hvor et ulvepar i Vestjylland fik otte hvalpe.

Rapporten viser samtidig, at ulvesikrede hegn kan være en løsning på problemet. I hvert fald er der endnu ikke dokumenteret ulveangreb bag et fungerende ulvesikret hegn i Danmark - i alle tilfælde, hvor ulvene er kommet ind på et areal beskyttet af et ulvesikret hegn, har hegnet enten været fejlmonteret eller ødelagt af kronvildt.

Landmænd, der mister dyr pga. ulveangreb, kan få erstatning. I 2018 undersøgte Naturstyrelsens ulvekonsulenter 104 anmeldelser. I 28 tilfælde var det ulve, der stod bag angrebet. I 21 tilfælde var det rovdyr som hunde og guldsjakaler, der havde været på spil. Resten var selvdøde eller dødfødte dyr, skriver Miljøstyrelsen i notatet.