Meldug plager havren
Delfin kan blive den nye topsort, hvis den bliver ved med at være fri for meldug, vurderer en ekspert.

Deltagerne havde allerede besigtiget vårbyggen og vårhveden, de sidste forsøgsled er tilsået med havre - dels sorterne Delfin og Poseidon og dels en blanding af sorterne Poseidon, Delfin og Symphony.
I takt med at deltagerne nåede frem til havreforsøgsledene blev der bukket dybt, for alle kiggede efter angreb af meldug i forsøget.
»Poseidon er næststørst i fremavl herhjemme i år.
Den har et godt index og fornuftig kernestørrelse - og lidt tendens til meldug,
som er en udfordring; men som sjældent giver alvorlige problemer,« sagde Sven
Hermansen fra Seges Økologi Innovation
Han ærgrede sig over, at producenten af den mest udbredte havresort, Dominique, ikke har ønsket at medvirke i de økologiske sortsforsøg - ikke mindst fordi meget tyder på, at netop denne sort i konventionelle forsøg ser ud til at have mistet sin resistens over for meldug.
Samme udbytter
I forsøg fra 2018 viste både Poseidon og Delfin gode udbytter ved vanding, og der var ikke markante forskelle på udbytterne i de to sorter. Til gengæld ramte blandingen i 2018, som også bestod af Poseidon, Delfin og Symphony, et lavere udbytte. I samme forsøg blev 10 pct. af blandingen og 9 pct. af Poseidon ramt af meldug, mens Delfin gik helt fri.
»Der er ikke mange ha med Delfin i år, men jeg tror, at denne sort kan blive den nye topsort, hvis den bliver ved med at være fri for meldug. Desværre er ingen af sorterne i dette forsøg resistent over for havrecystenematoder,« sagde chefkonsulent Inger Bertelsen fra Seges Økologi Innovation.
Den bedste måde at håndtere problemet med nematoderne i havremarken er derfor at lave et sædskifte, der sanerer for dette problem ved altid at anvende nematoderesistente vårbygsorter.