Annonce
Annonce
Ved at have flere mindre marker med forskelligt plantedække er det nemmere for mindre dyr og insekter at bevæge sig gennem det åbne land, og det hjælper samtidig med at opfylde dyrenes forskellige behov for føde- og skjulesteder. Foto: Stine Kramer Jacobsen
Hjælp insekter og rådyr ved at lade blomsterstriberne stå
Det vilde dyreliv trives bedst i et varieret landskab, og hvor de kan finde føde hele året. Derfor kan landmanden hjælpe arterne ved at lade plantedækket stå indtil foråret på udvalgte arealer.
Som landmand kan man hjælpe det vilde dyreliv ved at lade plantedækket stå vinteren over, f.eks. i markkanter og på pletter i marken, så dyrene kan finde føde hele året. Det kan f.eks. være på områder, hvor man næste år vil etablere markbræmmer, vildttiltag eller blomsterstriber.
Man kan med fordel lave flere små områder med forskellige tiltag, oplyser Landbrugsstyrelsen: Man kan fx etablere vildttiltag og mindre marker med brak eller bræmmer, hvor man har udsået en blomsterblanding.
Ved at have flere mindre marker med forskelligt plantedække er det nemmere for mindre dyr og insekter at bevæge sig gennem det åbne land, og det hjælper samtidig med at opfylde dyrenes forskellige behov for føde- og skjulesteder.
Har man udlagt dele af et omdriftsareal som et vildt- og bivenligt tiltag, er der ikke krav om, at man skal slå plantedækket på dette område hvert år. Man kan derfor sikre et fødegrundlag henover vinteren for en lang række af insekter og større dyr ved at lade marken stå urørt gennem kalenderåret.
Hvis man har et flerårigt tiltag, som f.eks. en insektvold eller en urørt græsstribe, skal man årligt begrænse opvækst af træer og buske, så der ikke er mere end 100 spredte træer og buske pr. ha, som er over 1 meter i højden.
Læs mere om vildt- og bivenlige tiltag og bliv inspireret til at komme i gang på markliv.dk
På arealer med blomster- og bestøverbrak gælder der et 2-årigt aktivitetskrav. Det betyder, at man ikke er forpligtet til at slå plantedækket i 2021, hvis man har jordbehandlet og sået en blomsterblanding i 2020.
På arealer, hvor man har etableret bestøver- eller blomsterbrak i 2021, kan man på samme måde lade plantedækket stå hele 2022.
Flere artikler fra samme sektion
Jordnørd fik en aha-oplevelse, da han blev rådet til at lugte til jorden
For ti år siden fik Hervé Lognonné en aha-oplevelse, da han besøgte en køkkenhave. Det ændrede fuldstændig hans syn på, hvordan man vurderer, om jorden er sund, og han advarer mod den gængse måde at dyrke jorden på i dag.
Dit økologiske æble kan snart blive dyrket med hjælp fra myrer
Myren kan blive et værdifuldt nyttedyr i den økologiske frugtproduktion, da de bekæmper både plantesygdomme og jager skadedyr. Et nyt projekt skal nu udvikle metoder til at integrere skovmyrer i plantager.
Frisk græs på foderbordet vækker køernes appetit, er billigt og kan skubbe majs ud af foderplanen
Fodring med frisk græs i stalden breder sig blandt danske mælkeproducenter, især blandt økologer. Når frisk græs køres direkte fra mark til stald, indeholder det mere protein og sparer opmagasinering og ensilering. Vi har været med til fodring med frisk græs – i november.