Hele landet er i høj risiko for tørke

Landmændene må væbne sig med tålmodighed, for der er ikke udsigt til synderligt meget regn foreløbig. Hele landet er nu i høj risiko for tørke.

02. maj 2022
Læsetid: 2 minutter
Solen skinner på en landbrugsmark ramt af tørke.
Der kan komme lidt regn sidst på ugen, men ingen større regnmængder ifølge DMI's prognose. Foto: Colourbox

Tørkeindekset over hele landet er næsten på det højeste niveau efter en rekordtør marts og en april med kun beskedne mængder regn.

For Danmark som helhed ligger tørkeindekset på 9 ud af 10, hvilket er niveauet før 'høj risiko for tørke'. Dykker man ned i de enkelte regioner, vil man se nogle variationer: Det sydøstlige og nordvestlige Jylland, det sydlige Fyn og enkelte enklaver rundt om i landet ligger en anelse lavere på 6-8

Det ser dog ikke ud til, at der er meget regn på vej foreløbig: Ifølge DMI ligger et højtryk over eller nær landet, hvilket holder lavtrykkene på afstand. Sidst på ugen ventes meget svage fronter at passere landet, og det kan give en smule regn, men skyerne har ikke store regnmængder med sig, så landmændene må derfor væbne sig med tålmodighed.

I tørkeår klarer græs- og kløvergræs sig bedst, hvorimod det er sværere med kornafgrøder og bælgsæd; her skal vandforsyningen være optimal omkring skridning og blomstring.

Vand er den mest udbyttebegrænsende faktor i økologisk planteavl, så hvis man har muligheden for at vande, er det vigtigt at prioritere de marker, der har størst behov og vande optimalt på de marker, man vælger at vande. Læs her mere om hvad man bør gøre som landmand i tørkeperioder.

Tørkeindekset i Danmark ligger på 9 ud af 10 efter et særdeles tørt forår
Tørkeindekset i Danmark ligger på 9 ud af 10 efter et særdeles tørt forår. Kilde: DMI