Haveejere har meldt sig selv efter forgiftning af kvier
Hensmidt haveaffald kostede seks kvier livet. Nu har haveejerne kontaktet landmanden: De handlede i god tro.

Haveaffald smidt i en indhegning kostede i begyndelsen af sidste uge seks kvier livet og gjorde flere andre syge.
Det viste sig, at haveaffaldet indeholdt planten taks, der er ekstremt giftig, og selvom man endnu afventer resultatet fra prøverne, peger alt på, at taks er årsagen til forgiftningen.
I fredags tog personerne, som havde smidt affaldet, så kontakt til kvægejer Lene Gommesen, hvor de beklagede og udtrykte dårlig samvittighed.
Lene Gommesen fortæller til landbrugsavisen.dk, at de straks erkendte, at det var dem, der havde smidt det, og at det var sket i god tro, da de troede, at kvierne kunne spise det.
"Vi er ikke interesserede i, at de skal hænges ud. Vi er blot interesserede i, at det ikke sker igen," siger Lene Gommesen til landbrugsavisen.dk og tilføjer, at hun er lettet over, at personerne selv tog kontakt til hende.
Sagen har ifølge Lene Gommesen kostet hende og hendes mand over 100.000 kr., bl.a. på grund af udgifter til dyrlægen, og politiet skal nu vurdere, om der skal rejses sigtelse.
"Uanset hvad kommer vi med et erstatningskrav, for det har været et kæmpe tab for os - også økonomisk," siger hun.
I alt havde landmandsparret 11 kvier af racen Skotsk Højlandskvæg til at gå i indhegningen ved Munkebo Multipark nord for Odense.