Fortæl hvad du mener om økologisk udsæd

Er du økologisk landmand, kan du lige nu give din mening til kende om økologisk udsæd. En spørgeskemaundersøgelse i EU samler information om hvordan, landmænd oplever tilgængelighed og kvalitet af økologisk udsæd.

06. februar 2019
Læsetid: 2 minutter
Nyfremspiret korn i rækker
Foto: Karen Munk Nielsen

Projektet 'Liveseed' indsamler de økologiske landmænds erfaringer, holdninger og ønsker til økologisk udsæd og formeringsmateriale. Formålet er at fremme forædling af sorter tilpasset økologiske forhold og sikre en høj kvalitet og tilgængelighed af udsæd på tværs af EU.

Det er velkendt, at anvendelsen af økologisk udsæd svinger fra land til land, og at udbuddet af sorter varierer efter afgrøde. Dispensationer gør det tillige muligt i nogle tilfælde at omgå kravet om økologisk frø og læggemateriale. Derfor ønsker folkene bag projektet at få hjælp fra landmændene via et spørgeskema. 

Spørgeskemaet, som findes i en dansk udgave og kan udfyldes på 10-15 minutter, finder man i linket under artiklen. Der er bl.a. spørgsmål om, hvordan man oplever kvaliteten af de økologiske frø, og om spireevnen er på højde med konventionelle, ubejdsede frø. Man kan også give sin mening tilkende om, hvad der skal til for at øge anvendelsen af økologisk udsæd, og om man er tilfreds med Frødatabasen.

Projektet har partnere i 18 lande. Fra Danmark deltager Seges og Agrologica. Spørgeskemaet kan besvares via dette link.