Annonce
Annonce
Der skal flere økologiske læggekartofler i jorden
Landbrugsstyrelsen strammer reglerne for brug af økologiske læggekartofler. Det skal være sværere at få dispensation til at bruge ikke-økologiske læggekartofler fra 2021

Den største udfordring i produktionen af økologiske læggekartofler er svampesygdomme. En ny dyrkningsvejledning for kvalitetskartofler guider til godt håndværk omkring produktion og lagring. Foto: Karen Munk Nielsen
Fremover skal økologiske kartoffelavlere skrue op for brugen af økologiske læggekartofler og ned for de ikke-økologiske. Hidtil har man kunnet bruge ikke-økologiske læggekartofler, hvis den ønskede sort ikke findes i en økologisk version. Denne mulighed bliver brugt, og systemet tilskynder ikke til at øge udbuddet af økologiske sorter.
Opstramning i to trin
Landbrugsstyrelsen varslede derfor i efteråret en opstramning på området i to trin. I indeværende år lukker vinduet for dispensationer 1. marts. Herefter vil det ikke være muligt at få dispensation. Fra 2021 skærpes reglerne yderligere: I den økologiske frødatabase, hvor avlere orienterer sig om tilgængelige økologiske sorter, vil disse fremover blive inddelt i otte grupper, og findes der bare én tilgængelig sort i en gruppe, kan man som udgangspunkt ikke få dispensation til andre sorter.
Otte sortsgrupper
I den økologiske frødatabase bliver læggekartofler fremover inddelt i otte grupper. Er der økologiske læggekartofler til rådighed i en gruppe, skal disse anvendes, inden der kan gives dispensation til ikke-økologisk læggemateriale af andre sorter.
- Spisekartofler, tidlig
- Spisekartofler, middeltidlige
- Spisekartofler, sene
- Bagekartofler
- Chipskartofler
- Pommes frites kartofler
- Stivelseskartofler
- Specialsorter
Flere kan dyrke læggekartofler
Der er ikke noget teknisk eller biologisk til hinder for en større produktion af økologiske læggekartofler i Danmark. Det vurderer Anne Eriksen, der er rådgiver i Økologirådgivning Danmark, og som sammen med Økologisk Landsforening har udarbejdet en dyrkningsvejledning for kvalitetskartofler. Hun forventer derfor et større areal med opformering af økologiske kartofler fremover.
"Udfordringen i fremavl er at holde kartoflerne sunde i flere led, når man ikke kan bejdse læggematerialet eller holde sygdomme væk med svampemidler. Forudsætningerne for succes er et godt udgangsmateriale og omhu og godt håndværk i alle led af produktion og lagring. Sygdomme er den store udfordring under økologiske forhold," forklarer Anne Eriksen.
Nemmere at disponere produktionen
Hos Bioselect, der i årtier har produceret økologiske læggekartofler, hilser Peter Bay Knudsen Landbrugsstyrelsens opstramning velkommen og kalder den tiltrængt.
"Konkurrencen på markedet er ulige, fordi ikke-økologiske læggekartofler er billigere end økologiske. Der bliver givet en frygtelig masse dispensationer, og tiltaget er positivt, men nu må vi se, om det også kommer til at fungere i praksis," siger Peter Bay Knudsen.
Hvis tiltaget virker, forventer han, at det bliver nemmere at disponere og styre produktionen af læggekartofler.
"Med det nuværende system ved vi aldrig, hvad vi kan afsætte og hvornår. En frist for dispensationer 1. marts vil formentlig få de økologiske avlere til at disponere tidligere, og det vil alt andet lige være et stort fremskridt for en virksomhed som vores," tilføjer Peter Bay Knudsen.
Flere artikler fra samme sektion
Ingen genveje til flotte økojordbær: ”De skal luges i bund i foråret”
En jordbæravler i Norddjurs er en af de økologiske jordbæravlere, der holder stand trods en generel nedgang i branchen. Jordbæravler Dennis Weigelt Pedersen er samtidig planterådgiver i Innovationscenter for Økologisk Landbrug med ’hands-on’ erfaring fra egen avl. Her er hans bud på, hvordan man sikrer en stabil afgrøde.
Den 22-årige grisehvisker kan stadig lære sin snart 60-årige far noget om grise
Mathilde Munch har lært sin far meget om dyrevelfærd, selv om han har haft griseproduktion i over 25 år. Hun har et helt særligt blik for dyrene, mener hendes forældre.
15 års erfaring har bekræftet husdyrekspert i, at grise sætter pris på en høflig tone
Omsorg for grisene og naturlige forhold giver gode vilkår for, at relationen mellem landmand og dyr trives, men der er også dilemmaer i den økologiske produktion. Heldigvis er der fremskridt i arbejdet med at løse det formentlig største dilemma: Pattegrise, der dør i farehytterne.