Annonce

Annonce

ØL: Svensk tilbagegang smitter ikke

Nedgangen i det svenske økologisalg er delvist selvforskyldt, mener Michael Langberg, markedschef i Økologisk Landsforening, som ikke frygter en tilsvarende afmatning på det danske marked.

31. januar 2020
Læsetid: 3 minutter
Michal Langberg

Fra scenen i Spejlsalen på Grand Hotel i Stockholm leverede Michael Langberg en peptalk til deltagerne ved Ekowebs årlige branchedag for aktørerne på det svenske økologimarked, som efter hans vurdering selv bærer en stor del af ansvaret for, at økologisalget går tilbage på den anden side af Øresund. Foto: Pernille Bundgård

Meldingerne om nedgangen i det svenske detailsalg af økologi kommer ikke som den helt store overraskelse for Michael Langberg. Som markedschef for Økologisk Landsforening var han torsdag inviteret til Stockholm som oplægsholder ved Ekowebs årlige branchedag for svensk økologi.

Samme dag offentliggjorde Ekoweb sin markedsrapport med nogle ikke særligt opløftende tal for udviklingen i det svenske økologisalg, som i 2019 gik tilbage i alle de største svenske dagligvarekæder.

Efter at have lyttet til, hvordan økologien de seneste år er blevet markedsført i Sverige, kommer nedgangen i salget ikke bag på Michael Langberg. Han mener reelt, at svenskerne ligger, som de har redt, og han frygter derfor heller ikke, at den svenske afmatning får en afsmittende effekt i Danmark, hvor de Ø-mærkede fødevarer er blevet en mere rodfæstet del af danskernes indkøbsvaner.


"I Danmark kommunikerer vi meget mere enkelt og ligefremt om fordelene ved økologi i form af landsdækkende kampagner som Ren Madglæde og de aktuelle aktiviteter omkring 30 året for Ø-mærket og koblingen mellem Økologi 3.0 og de fire økologiske principper.

Den type kampagner gennemfører de ikke i Sverige, og derfor har svensk dagligvarehandel heller ikke formået at skabe det samme helhedssyn på sammenhængen mellem økologi, klima og bæredygtighed, som vi har i Danmark," siger Michael Langberg.

Det kommer derfor heller ikke bag på ham, at den svenske økologiandel skrumper, som det fremgår af Ekowebs årlige markedsrapport, der blev offentliggjort i forbindelse med den svenske branchedag.

Han tror dog stadig, at det er muligt for svenskerne at vende udviklingen, men det vil efter hans vurdering kræve en mere kontinuerlig markedsføring af fordelene ved at købe økologiske fødevarer, og han mødte stor interesse for den danske måde at promovere de økologiske fødevarer på. Af samme grund forventer han, at Økologisk Landsforening vil intensivere den løbende kædebearbejdning i Sverige, og han oplyser, at foreningens markedschef for eksport, Pernille Bundgård, fik mange interessante kontakter med hjem fra den svenske hovedstad. De skal benyttes til at åbne nye døre for dansk eksport.

I Stockholm noterede han desuden, at svenskerne er begyndt at sammenkæde sundhed og økologi via budskaber om, hvordan økologisk kost er med til at sikre en sundere livsstil, som forebygger de livsstilssygdomme, der hvert år dræner sygehusvæsnet for enorme summer.

Flere artikler fra samme sektion

De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine

Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.

16-04-2025 6 minutter Mere grønt,   Grøntsager,   Det Økologiske Spisemærke

Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter

Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.

16-04-2025 4 minutter Mere grønt,   Grøntsager

Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere

Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.

15-04-2025 3 minutter Events