Søstrene Grene lancerer økologiske fødevarer
Søbogaard og Aurion er blandt leverandører til Søstrene Grenes nye fødevareserie, som er udviklet i samarbejde med en tidligere Michelin-kok.

Søstrene Grene lancerer i næste uge sin egen ’madkollektion’, hvor ca. en tredjedel af produkterne er økologiske.
Søstrene Grene har sammen med madelskere, en tidligere Michelin-kok og pionerer inden for gastronomien udviklet unikke produkter, som ifølge en pressemeddelelse ’på fineste vis forener den store glæde for ærlig mad med kvalitet, æstetik og lokalforankrede råvarer.’
Om Søstrene Grene
-
Grundlagt i Aarhus i 1973 af ægteparret Inger Grene og Knud Cresten Vaupell Olsen.
-
Ejere siden 2003: Sønner af grundlæggerne:
Mikkel Grene, adm. direktør, og Cresten Grene, konceptdirektør. -
Hovedsæde i Pakhusene, Aarhus Ø.
-
240 butikker i 15 lande i Europa og Asien.
-
Besøgstal i 2018 ca. 90 millioner personer.
”I Søstrene Grene ønsker vi at gøre økologi tilgængeligt for så mange som muligt, og vi støtter op omkring økologiske og naturlige produkter, og gerne således det er muligt at betale sig fra,” siger Mikkel Grene, adm. direktør i Søstrene Grene.
Den nye serie bliver tilgængelig i 230 butikker i 12 af de 15 lande, hvor Søstrene Grene siden 1973 har opbygget en kæde med ialt 240 butikker.
Arbejder sammen med tidligere Michelin-kok
’Kollektionen består af et bredt udvalg af specialiteter til brug i simple retter med stor smag,’ oplyser Søstrene Grene.
Sammen med en tidligere Michelin-kok har virksomheden udviklet en række unikke delikatesser, som kun findes hos Søstrene Grene. Bl.a. vinaigretter, spændende sirupper, syltet grønt og mayonnaiser.
”Vi arbejder sammen med udvalgte producenter, der er stærke inden for økologi såsom Aurion på vores brød- og müsliblandinger samt Søbogaard på vores syltetøjer - begge leverandører er i vores optik pionerer inden for økologiske produkter af god kvalitet. Vores produkter er udviklet i samarbejde med leverandørerne, og vi leder fortsat efter flere gode økologiske producenter af produkter og specialiteter, gerne i mindre formater velegnet til små husholdninger, da vi aktivt forsøger at tænke mindsket madspild ind i vores sortiment,” siger Mikkel Grene.