Annonce
Annonce
Pesticidrester i mere end halvdelen af ikke-økologisk frugt og grønt
Kontrol fandt pesticidrester i 71 pct. af konventionelt dyrket frugt og i 42 pct. konventionelt dyrkede grønsager. I flere tilfælde var grænseværdien overskredet signifikant.

Ny rapport har fundet pesticidrester i over halvdelen af konventionelt dyrket frugt og grønt. For økologiens vedkommende blev der fundet rester i 1,7 pct. af tilfældene; tre prøver fra Italien. Foto: Colourbox
Mens der kun blev fundet pesticidrester i 1,7 pct. af de økologiske varer, var der pesticidrester i over halvdelen af den konventionelt dyrkede frugt og grønt, da Fødevarestyrelsen foretog sin pesticidkontrol i 2017. Det viser den seneste rapport 'Pesticidrester i fødevarer 2017', som er udarbejdet af DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen.
I kontrollen blev der udtaget 179 prøver af økologiske vegetabilske fødevarer, og her blev der fundet rester i tre af prøverne - to prøver af salat og én af timian fra Italien - svarende til 1,7 pct. Det vurderes dog, at der ikke var tale om brud på økologireglerne i nogen af tilfældene.
"Fødevarestyrelsens pesticidrapport slår endnu engang fast, at økologi er langt det sikreste valg, hvis man vil undgå pesticidrester i sin mad. Fraværet af pesticider er netop den væsentligste årsag til, at danskerne vælger økologi. Og salget af øko-varer stiger massivt år for år – ikke mindst økologisk frugt og grønt," siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.
Overskred grænseværdierne
Til gengæld blev der fundet pesticidrester i 71 pct. af al kontrolleret konventionelt dyrket frugt og i 42 pct. de konventionelt dyrkede grønsager.
Pesticidresterne var under grænseværdien i 97 pct. af tilfældene, men i 14 prøver af frugt, 14 prøver af grønt og syv prøver af kornbaserede morgenmadsprodukter var restindholdet over grænseværdien - heraf var der en signifikant overskridelse i 22 af prøverne.
"Alle overskridelser af grænseværdierne er uacceptable. Derfor er det vigtigt, at vi håndterer fund over grænseværdien konsekvent med markedsføringsforbud. Med det sagt, så er det glædeligt, at stort set alle fund af pesticider i frugt og grønt er uskadelige og under grænseværdierne," siger Henrik Dammand Nielsen, kontorchef i Fødevarestyrelsen, i en pressemeddelelse.
Forskere er bekymrede
Om pesticidrester er uskadelige og i hvilke mængder, er imidlertid et stridspunkt blandt forskere. Forskning fra Roskilde Universitet (RUC) har vist, at den sundhedsskadelige effekt fra stoffer forstærkes, når stofferne kombineres - den såkaldte cocktaileffekt.
Pesticidrester i fødevarer
- 71 pct. af konventionelt dyrket frugt
- 42 pct. af konventionelt dyrket grønt
- 1,7 pct. af økologiske fødevarer
Kilde: Pesticidrester i fødevarer 2017
"Vores studie viser, at hvis man ikke tager højde for cocktaileffekten, når man fastsætter grænseværdier for potentielt kræftfremkaldende stoffer, kommer man til at sætte grænseværdien for højt. Cocktaileffekten af potentielt kræftfremkaldende stoffer er så stor, at grænseværdierne skal endnu længere ned, hvis vi vil have den ønskede sikkerhedsmargin for koncentrationen af stofferne," sagde adjunkt ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet Kristian Syberg dengang ifølge videnskab.dk.
I en rapport til EU, som bl.a. SDU-forskerne Philippe Grandjean og Helle Raun Andersen har bidraget til, udtrykker forskere også bekymring for pesticider.
"Pesticider testes godt nok ret omfattende i dyreforsøg, inden de godkendes, men de testmetoder man anvender, halter langt efter forskningen, med hensyn til hvilke sundhedseffekter der bør testes for. Når forskningen for eksempel påpeger, at det vil være relevant at teste for hormonforstyrrende virkninger eller forstyrrelser af hjernens udvikling, tager det 20 år eller mere, før der er udviklet testsystemer, som også er godkendt internationalt af myndigheder og erhvervsinteresser," har Helle Raun Andersen udtalt.
Fødevarestyrelsen har fundet flere og flere pesticidrester i dansk grønt i perioden 2011 til 2016: Fra 9 pct. til 27 pct. Niveauet de seneste fem år har imidlertid ligget nogenlunde stabilt, oplyses det i rapporten, som også skriver, at der er færre rester af pesticider i de danske fødevarer end i varer fra andre EU-lande og 3. lande.
Flere artikler fra samme sektion
Rekordmange har allerede tilmeldt sig Klimahandledagen
To uger inden det landsdækkende klimaevent har over 133.000 tilmeldt sig til de hundredvis af forskellige aktiviteter, hvoraf mange er gratis at deltage i.
For første gang afholder Kalø Økologisk Landbrugsskole Økodag - og det er ikke kun for gæsternes skyld
De færreste landbrugselever har råd til at etablere sig som selvstændige på et storlandbrug. Derfor skal de lære at være landbrugere på en ny måde - og Økodag er et vigtigt led i den læring. Landbrugsskolen på Kalø vil nu udvide sin gårdbutik og fremover holde flere åbne arrangementer.
Nocla-stifterne: Forskellighed er en af vores styrker
Nocla er stiftet af et dedikeret founderteam med meget forskellige kompetencer, men de er enige om kursen.