Annonce

Annonce

Øko-kampagne med Gulddreng er nomineret til pris

Den økologiske kampagnevideo med popfænomenet Gulddreng er nomineret til en Rambuk-pris. Videoen blev udskældt af dele af landbruget, da den kom frem sidste år.

27. august 2020
Læsetid: 3 minutter
Scene fra Gulddreng-video

Malte Ebert havde ellers lagt sit champagnedrikkende alter ego, Gulddreng, på hylden, men han vendte tilbage for at medvirke i Økologisk Landsforenings kampagnevideo "Stop Nu". Foto: M2 Film/Blonde Media/Universal Music

Kampagnevideoen ’Stop nu’, hvor Malte Ebert og hans alter ego Gulddreng spiller hovedrollen, er nomineret ved Rambukken 2020.

Videoen, som er udarbejdet i samarbejde med Envision og M2 Films, er nomineret i kategorien ’NENT Effekt Prisen – Budget over én million kroner’, og skal blandt andet konkurrere med Interfloras kampagne ’Mors dag’ og Scandlines ’Tæt på Tyskland’.

Videoen var et led i større kampagne, hvor målet var at sætte fokus på grundvandet, og hvor mange pesticider man kan spare vandet ved netop at købe økologisk.

Helle Bossen, chefkonsulent hos Økologisk Landsforening og projektleder på kampagnen Ren Madglæde, som udgav videoen, er både glad og stolt.

”Vi er rigtig glade for at være nomineret, og især til Rambukprisen, fordi den vægter effektivitet højt, hvilket betyder at nomineringen også er en bekræftelse af, at vores kampagne er nået bredt ud og har haft en effekt,” udtaler hun og tilføjer:

”Og det er jo til glæde, ikke bare for os, men også for naturen og grundvandet.”

Videoen mødte imidlertid kritik fra dele af det konventionelle landbrug, da den udkom. Bl.a. sagde Hans Aarestrup, direktør i Bæredygtigt Landbrug, at han havde svært ved at se, hvordan videoen kunne forstås som andet end et angreb på de konventionelle landmænd og kaldte den øko-propaganda. Også Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, kritiserede kampagnen.

Dengang afviste Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, kritikken, og Helle Bossen mener heller ikke, at man overtrådte nogen grænser. Hun anerkender, at videoen kan bevæge sig ind på et følsomt område, men påpeger samtidig, at ”videoen er humoristisk og skal ses med et glimt i øjet”.

Vendte tilbage for grundvandet

Bag Årets Rambuk står Dansk Markedsføring, der med prisen ”vil hylde de bureauer og annoncører, der sætter en høj standard inden for måden, de anvender medier i markedsstrategien”.

I videoen, som blevet lanceret sidste august, lægges der vægt på, hvordan forbrugerne kan være med til at redde grundvandet ved at lægge mere økologi i indkøbskurven.

Malte Ebert havde ellers lagt sit champagnedrikkende alter ego, Gulddreng, på hylden, men han vendte tilbage for at redde grundvandet.

”Vi har noget af verdens bedste grundvand. Det skal vi passe på, så for mig er det fedt for en gangs skyld at få mulighed for at bruge det alter ego, jeg selv har skabt, til noget vigtigt,” sagde Malte Ebert sidste år til Økologisk Nu.

Årets vindere kåres ved en prisuddeling 1. oktober på Hotel Villa Copenhagen.

Flere artikler fra samme sektion

De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine

Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.

16-04-2025 6 minutter Mere grønt,   Grøntsager,   Det Økologiske Spisemærke

Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter

Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.

16-04-2025 4 minutter Mere grønt,   Grøntsager

Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere

Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.

15-04-2025 3 minutter Events