Midsona Danmark kommer ud af 2025 med underskud på 7,9 mio. kr.

Danmark har udviklet sig til et dyrt bekendtskab for moderkoncernen Midsona, som for femte år i træk har præsenteret et større millionunderskud for aktiviteterne i datterselskabet Midsona Danmark.

01. juni 2026
Læsetid: 2 minutter
Ungt par kigger på økologiske morgenmadsprodukter i butik
Det er godt 10 år siden, at Midsona overtog Mariager-virksomheden Urtekram. Siden har den svenske koncern opkøbt flere danske selskaber, men udfordringer i forsyningskæderne og globale geopolitiske spændinger har de seneste fem år malet bundlinjen rød. Foto: Moment Studio

Midsona Danmark, der bl.a. ejer fødevareselskaber som Urtekram, Earth Control, Nutana og System Frugt, kom ud af regnskabsåret 2025 med et underskud efter skat på 7,9 mio. kr. Det er på niveau med året før, hvor underskuddet var 7,5 mio. kr.

Det er femte år i træk, at Midsonas danske datterselskab har en negativ bundlinje. Den blev resultatet af et år, hvor omsætningen faldt svagt fra 555,9 mio. kr. i 2024 til 551,7 mio. kr. i 2025.

Det fremgår af ledelsesberetningen i det netop offentliggjorte årsregnskab, og ledelsen betegner resultatet som utilfredsstillende og forklarer, at det negative årsresultat bunder i en kombination af vedvarende eksterne udfordringer og et fortsat presset marked for økologiske produkter.

Ifølge ledelsen blev Midsona i 2025 både udfordret af prisstigninger, udfordringer i forsyningskæderne og globale geopolitiske spændinger, som har påvirket forbrugernes købsadfærd og dæmpet efterspørgslen efter økologiske varer.

Samtidig har virksomheden været ramt af høje omkostninger til råvarer og transport. Ifølge ledelsen har klimaforandringer og ustabile vejrforhold desuden øget usikkerheden omkring høstudbytter.

Til gengæld peger ledelsen på, at virksomhedens driftsmæssige udvikling viser tegn på fremgang. En opdateret strategi og en række effektiviseringer har desuden bidraget positivt til driften.

Midsona forventer dog fortsat hård konkurrence i 2026, men ser samtidig muligheder for at forbedre både indtjening og salgsvolumen. På den baggrund forventer selskabet et resultat efter skat i intervallet 0-10 mio. kr. i 2026, fremgår det af årsberetningen.