Lidl: Varsling af lavere priser på økologi var en fejl

Discountkæden Lidl varslede nye permanente prisnedsættelser på bl.a. økologiske og fairtrade-mærkede produkter over for Folketingets Erhvervs- og Digitaliseringsudvalg. Nu har kæden trukket udmeldingen tilbage, skriver RetailNews.

27. august 2026
Læsetid: 2 minutter
Butik i Lidls hovedkontor i Aarhus
Det var udtryk for en fejlformulering, da Lidl i et brev til Folketingets Erhvervs- og Digitaliseringsudvalg varslede, at priserne på bl.a. økologi og fairtrade i september ville blive sænket, oplyser discountkæden. Foto: Jakob Brandt

Det lød umiddelbart som godt nyt for de økologiske kunder, da Lidl i et brev til Folketingets Erhvervs- og Digitaliseringsudvalg den 18. august skrev, at kæden havde planer om i september at sænke priserne permanent på bl.a. flere økologiske og fairtrademærkede fødevarer.

I brevet beskrev kæden initiativet som et "vigtigt næste skridt, fordi lavere priser også bør omfatte varer, der understøtter bredere samfundsdagsordener som sundhed, ansvarligt forbrug og bæredygtige valg."

Landets discountkæder kæmper en indædt kamp om at tilbyde de billigste varer, og Lidls planer lignede umiddelbart en ny offensiv i den verserende priskrig, som Lidl selv gav startskuddet til i januar.

Men nu har kæden trukket brevet om at få foretræde for Folketingets Erhvervs- og Digitaliseringsudvalg tilbage, og i et nyt brev er udsigten til billigere økologi fjernet mens Lidl forklarer til RetailNews, at varslingen af lavere økologipriser var en fejl.

"Vi kommer ikke til at udvide det på nuværende tidspunkt i september måned. Det er ikke planlagt. Det er en fejlformulering. Men vi arbejder, ligesom resten af detailhandlen, hele tiden med at justere priserne, og det er vores DNA at have de laveste priser," sagde Claus Krogh, head of corporate affairs i Lidl, til mediet.

Dermed må de økologiske kunder, som efterlyser lavere priser på økologi, i stedet for at sætte deres lid til, at politikerne følger Økologisk Landsforenings momsforslag, som går ud på helt at fjerne momsen på alle økologiske varer.