Annonce
Annonce
Mens madsamlingerne i både England og Danmark er lukket, oplever Antoine Compan (t.h.), som er vært for Madsamlingen på Gare-de-Lyon i Paris, stor interesse for at handle direkte med producenterne via byens godt hundrede madsamlinger. Foto: Jannie Bak Pedersen
God smag i hjertet af Paris
Mens madsamlingerne kun levede i to år i Danmark, er de stadig populære i oprindelseslandet Frankrig, som har 881 aktive madsamlinger, hvoraf godt 100 ligger i Paris.
Paris, Frankrig
Gare-de-Lyon summer af liv og aktivitet en almindelig tirsdag eftermiddag i oktober. Togstationen i den østlige del af det centrale Paris er en af de travleste i Europa, og tusindvis passerer dagligt den store plads foran hovedindgangen.
Tæt på indgangen er der opsat tre lange borde, som med farverige skilte viser, at den ugentlige madsamling er åben. Bordene bugner af friske farverige grøntsager i sæson, poser med duftende brød, kølekasser med kødudskæringer og fisk, frisk pasta, mælk, ost, yoghurt, juice, cider, specialte, nyristet kaffe, fine chokolader, kager og mange andre fristelser.
Madsamlinger
► Franske Madsamlinger: 881
► Madsamlinger i Paris: 107
► Producenter, Gare-de-Lyon: 47
► Produkter: 893
► Gennemsnitskøb: 37 Euro
På deres vej over pladsen kan forbipasserende få udleveret deres forudbestilte varer på madsamlingen, leveret direkte fra den lokale producent, enten af producenten selv eller af Antoine Compan, som er vært for Madsamlingen på Gare-de-Lyon.
Korte forsyningskæder
Netop den direkte levering og nære kontakt mellem forbruger og fødevareproducent har siden grundlæggelsen af madsamlingerne i Frankrig i 2011 været en grundsten i organisationen, som arbejder for at skabe kortere forsyningskæder og en mere direkte vej for fødevarerne til forbrugernes indkøbsnet.
"Vi har en del urban farmers i Paris, som mange af vores medlemmer gerne vil købe varer fra," siger Antoine Compan, som fortæller, at hans Madsamling bl.a. kan tilbyde grøntsager dyrket på tage, hvedegræs fra minidrivhuse, nybagt brød fra lokale bagerier, øl fra mikrobryggerier, bøffelmozzarella fra minimejerier og kød fra nærmeste slagter. Ofte samarbejder flere producenterne om at levere deres produkter ind til flere af de mange Madsamlinger i byen.
"Det er en stor fordel, at producenterne er i netværk og kan hjælpe hinanden, siger Antoine Compan.
"Ved at arbejde sammen kan de bedre få praktikken til at gå op, og de sparer tid ved at transportere varer i fællesskab. Jeg har fokus på, at netværket fungerer, og sørger for at sætte producenter i forbindelse med hinanden.
Fair pris for godt arbejde
Ud over netværket er den pris, som producenterne kan få for deres varer, en gulerod for at levere til Madsamlingerne, siger Noémie Mercier, der er ansvarlig for kundeservice for madsamlingerne i Frankrig, La Ruche qui dit Oui.
"Fra start har det været vigtigt for os, at producenterne får en fair pris for deres arbejde. Vi vil decentralisere fødevareproduktionen og give mere medbestemmelse til producenter og forbrugere, så vi bevarer vores fødevareproduktion med god økonomi, beskæftigelse og social velfærd," siger Noémie Mercier, som også fortæller, at det er vigtigt for madsamlingernes medlemmer, at producenterne får så høj en andel af varernes pris som muligt:
"Vores medlemmer spørger ofte ind til prisen og vil være sikre på, at købet er fair, så producenten bliver betalt ordentligt for sit arbejde. Sådan er det ikke altid, når producenterne sælger deres varer i supermarkederne.
Jeg vil gerne forbruge mere klimavenligt, og når jeg kan se, hvem producenten er, ved jeg, min mad ikke er transporteret over kæmpestore afstande.
— Laura Pouceaux, kunde på madsamlingen
En af de handlende på madsamlingen på Gare-de-Lyon - Jean Roussel - supplerer:
"Der har været mange historier om, at landmænd får så lidt for deres varer i supermarkederne, at de ikke engang kan dække omkostningerne for at producere dem. For mig er det vigtigt at vide, at de penge, jeg betaler for mine varer, går til producentens arbejde og ikke i lommen på et supermarked. Jeg køber oftest ost, kød og grøntsager, men kan få alt, jeg har brug for, og i en bedre kvalitet. Jeg har indtryk af, producenterne gør noget ekstra ud af deres varer her, fordi vi som forbrugere er tættere på dem, når varerne leveres direkte, siger Jean Roussel, som ugentligt henter sine varer på Gare-de-Lyon på vej hjem fra arbejde.
Noémie Mercier uddyber, at det at vide, hvor maden kommer fra, motiverer mange forbrugere til at handle på madsamlingerne.
"Vi oplever, at mange medlemmer spørger ind til producenten og vil vide mere om produktionen, sæson, evt. forarbejdning osv., både når medlemmer og producenter mødes på madsamlinger og i vores online fora."
Så lokalt som muligt
Producenten får 80 procent
Madsamlinger tilbyder varer fra lokale gårdbutikker, landmænd og små forarbejdningsvirksomheder. De bygger på et enkelt og transparent forretningskoncept:
► 80 pct. af omsætningen lander hos producenten, 10 pct. hos værten, 10 pct. hos selskabet bag madsamlingen
► Krumtappen i en madsamling er webshoppen, hvor medlemmerne bestiller og betaler varerne i ugen op til det ugentlige opsamlingsevent. På den måde ved producenterne altid på forhånd, hvor mange varer de skal pakke. Da alle varer er solgt på forhånd, er der intet madspild.
► Det er gratis for producenter og kunderne at blive en del af en madsamling, og producenterne fastsætter selv prisen på deres varer.
► Sortimentet består typisk af kød, sæsonens grøntsager og frugt, æg, ost, brød, drikkevarer, og diverse delikatesser.
Nære forbindelser og producentens fysiske placering har også stor betydning for en anden handlende, Laura Pouceaux, som fortæller, at hendes vigtigste argument for at handle på madsamlingerne er at kunne handle så lokalt som muligt på en nem måde.
"Jeg vil gerne forbruge mere klimavenligt, og når jeg kan se, hvem producenten er, ved jeg, min mad ikke er transporteret over kæmpestore afstande," siger hun.
Laura Pouceaux fortæller, at hun første gang hørte om madsamlingerne i App’en 90 jours, som giver franske forbrugere tips til at handle mere klimavenligt i hverdagen.
Startteam yder vejledning
Stadigt flere producenter er ifølge Noémie Mercier interesserede i at levere til madsamlingerne, og nytilkomne hjælpes på vej af et start-team, der giver råd og vejledning, f.eks. om produkttilpasning, valg af lokation og producenter samt markedsføring:
"Byens forbrugere kommer ofte fra små husholdninger, og produkter og portionsstørrelser skal tilpasses til det lavere forbrug, der er i de husholdninger. Produkterne skal beskrives meget visuelt og suppleres med gode billeder, så læseren får smag for produktet uden at have det i hånden, siger hun.
Drive-in og nye oplevelser
Et af værtens vigtige valg er, hvor madsamlingen arrangeres. Den skal være tilgængelig for både producenter i varebiler og medlemmer til fods, på cykel, med offentlig transport mv., og der skal være ly for vind og vejr hele året.
I Paris danner såvel kulturhuse som barer, cafeer, biografer, museer, teatre og stationer rammer om madsamlinger, og der findes endda drive-in-samlinger, som ofte benyttes af forældre, der kan hente deres varer på vej hjem fra arbejde, uden at børnene skal ud af bilen.
"Vi opfordrer vores værter til hele tiden at tænke nyt og dele ideer om, hvor og hvordan de arrangerer madsamlinger," siger Noémie Mercier, som fortæller, at bl.a. smagninger, fællesspisning, kunst og musik er med til at skabe aktivitet, oplevelser og fællesskab omkring de parisiske Madsamlinger.
Aktivitet er der fortsat masser af på pladsen foran Gare-de-Lyon, mens sen eftermiddag bliver til aften, og Antoine Compan udleverer de sidste varer fra Madsamlingen.
Jannie Bak Pedersen er projektkoordinator i Landbrugsafdelingen i Økologisk Landsforening
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.