Global supermarkedskæde satser massivt på økologi
Den franske kæde Carrefour vil næsten fordoble økologiudvalget i sine brasilianske butikker.

Efterspørgslen på økologiske varer er så stor, at den franske supermarkedskæde Carrefour vil øge sit udvalg af økologi med 85 pct. i de brasilianske butikker i indeværende år.
Det skriver internationalsupermarketnews.com på baggrund af en artikel i det franske medie lefigaro.fr.
Carrefour Brazils leder for bæredygtig udvikling, Lucio Vicente Silva, oplyser, at kæden forventer, at den økologiske omsætning i 2022 runder 500 mio. real, svarende til ca. 884 mio. kr.
"Vores mål er at skubbe på fødevareomstillingen ved at sikre, at forbrugerne kan spise bedre til en fair pris," sagde Stéphane Engelhard, vicepræsident for Carrefour Brazil, ved en nylig event i Sao Paulo.
Carrefour Brazil vil både introducere sit eget økologiske brand og styrke sit partnerskab med lokale producenter.
Sidste år annoncerede kædens præsident, Noël Prioux, at man vil fordoble salget af økologi i Brasilien i 2020. En del af strategien går ud på at sænke prisforskellen på konventionelle og økologiske varer fra 25 pct. til ca. 15 pct.
Økologiandelen af det totale fødevaresalg i Brasilien lå ifølge tal fra sidste år på ca. 0,6 pct.
Carrefour er en verdensomspændende kæde, der har ca. 12.300 butikker. Brasilien er kædens største marked uden for Frankrig.