Annonce
Annonce
De godt 800 køer på Sommerbjerggård i Midtjylland plejer at have 1500-2000 gæster, når de kommer på græs i forbindelse med Økodag. I år må de nøjes med et par TV-fotografer og to energiske TV-værter fra Ramasjang, som står i spidsen for livestreamningen, som sikrer at alle kan opleve køernes forårsfest. Arkivfoto: Henrik Hindby Koszyczarek
Følg køernes forårsfest live på Facebook
Det bliver to garvede TV-værter fra DRs børnekanal Ramasjang, som står i spidsen, når ØL for første gang sender live fra Økodag på fire gårde, når de økologiske køer bliver lukket på græs i næste weekend.
På grund af corona er det i år ikke muligt at invitere børnefamilier ud på de økologiske gårde for at opleve de forårskåde køerne danse ud på græs, men Økologisk Landsforening vil ikke snyde borgerne for at opleve køernes glæde, når de første gang i år mærker grønt græs underne klovene.
Derfor har
foreningen i samarbejde med mejerierne Naturmælk, Thise, Them og Arla besluttet
at sende live fra fire gårde, når køerne kommer på græs søndag 19. april.
Den populære forbrugerevent plejer at trække over 200.000 forbrugere ud på de økologiske gårde, men i år kan familierne for første gang sidde hjemme i stuerne og alligevel komme helt tæt på køerne, lover Hannah Tappe Clemmensen, som er projektleder for Økodag.
Økodag 2020
-
Økologisk Landsforening arrangerer Økodag i samarbejde med de fire mejerier, Arla, Naturmælk, Thise og Them.
-
Økodag bliver gennemført med støtte fra Mælkeafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug.
-
Følg Økodag live søndag 19. april på I love Øko fra kl. 11.30-12.30
Det er første gang, hun står i spidsen for det landsdækkende arrangement, og det blev en lidt større opgave, end hun først havde regnet med, da coronakrisen lukkede landet. Hun var meget langt fremme med planlægningen af Økodag, da Økologisk Landsforening for at mindske risikoen for at sprede corona-smitte 13. marts besluttede at lukke arrangementet for publikum.
"Som ny projektleder gav det ro i maven, at jeg kunne følge en velafprøvet drejebog, som havde fungeret godt i 15 år. Men pludselig var der ikke noget, der var, som det plejer, så jeg måtte lave min egen drejebog," siger Hannah Tappe Clemmensen.
Drejebogen blev udviklet i tæt samarbejde med mejerierne, Mælkeafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug, som finansierer Økodag og det produktionsselskab, som står for tv-optagelserne.
Mange ideer har været i spil, og i samarbejde med mejerierne blev det besluttet at skabe et online formidlingsunivers på Facebook-siden 'I love ØKO', hvor det er muligt at skrue op for den direkte formidling om økologi og dyrevelfærd, som er hovedformålet bag Økodag.
"For at appellere mest muligt til børnefamilierne valgte vi at kontakte de kendte værter Anders Falck og Katrine Bille fra børnenaturprogrammet Lille Nørd. De syntes, det lød spændende, og det er lidt af et scoop at få to, der er så gode til at formidle natur og dyr i børnehøjde, til at styre slagets gang fra Sommerbjerggård," siger Hannah Tappe Clemmensen, som lover, at der bliver gang i den, når Anders og Katrine giver den gas.
Selv om det stadig er nummer et at opleve køerne danse ude i den virkelige verden, hvor alle sanser er i spil, peger hun på, at der rent kommunikativt er visse fordele forbundet med at konvertere et fysisk event til en online-begivenhed.
Det kan måske sammenlignes med at følge en bjergetape i Tour de France, hvor der er vanskeligt at formidle selve stemningen på bjerget. Til gengæld får man gode nærbilleder og slowmotion af de bedste sekvenser, når man følger løbet på fjernsynet hjemme i stuen, og under Økodag bliver der klippet mellem livebilleder fra fire jyske gårde.
Samtidig er det muligt at krydre livestreamingen med forproducerede indslag, og det gør det ifølge Hannah Tappe Clemmensen nemmere at sikre, at alle hører budskaberne om fordelene for natur og dyr ved den økologiske produktionsform.
"Med vores online-format får alle desuden mulighed for at møde landmanden, og de, der følger med på Facebook, har mulighed for at skrive spørgsmål til ham. Det kan være vanskeligt at få den direkte kontakt, hvis man besøger gården, hvor der ofte kommer flere tusinde gæster," siger Hannah Tappe Clemmensen.
Da Økodag-reportagen bliver liggende på nettet, bliver det desuden muligt for alle at se den, lige når det passer dem, og derfor forventer hun, at Økodag i år får flere 'gæster' end normalt.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.