Detailsalget af økologiske fødevarer har kurs mod nye rekorder

De foreløbige tilbagemeldinger fra detailkæderne viser, at den samlede økologiske vækst i dagligvarehandlen med økologi i 2019 lander på ca. 10 pct.

28. februar 2020
Læsetid: 3 minutter
En kunde handler økologiske frostvarer i en butik
Dansker stoppede ca. 10 pct. flere økologiske varer i indkøbskurven i 2019, oplyser Økolgisk Landsforening på baissi af tilbagemeldinger fra kæderne. Foto: Morten Telling

Selv om de danske forbrugere flere år i træk er blevet kåret som verdensmestre i økologisk forbrug, fortsætter de med at hive økologiske fødevarer ned fra hylderne i et højere og højere tempo.

Økologisk Landsforening (ØL) er i løbende dialog med dagligvarekæderne, og på basis af tilbagemeldinger fra detailhandlen har Henrik Hindborg, markedschef for detail, regnet sig frem til, at det økologiske salg i 2019 voksede med ca. 10 pct.

Dermed voksede detailomsætningen fra 12,9 mia. kr. i 2018 til knap 14,2 mia. kr. i 2019, og ifølge Henrik Hindborg tyder alt på, at den positive salgsudvikling fortsætter i indeværende år. I et fødevaremarked, som ligger rimeligt fladt, betyder det, at de økologiske produkter fortsætter med at vinde nye markedsandele.

»Væksten fordeler sig bredt over alle varekategorier, men i 2019 så vi igen, at det især var detailsalget af økologisk frugt og grønt samt plantebaserede produkter, som oplevede den største vækst. Alene salget af frugt og grønt er fordoblet på tre år, og rundede sidste år fem mia. kr.,« siger Henrik Hindborg.

Nogle af de økologiske højdespringere er kartofler, kål, frosne grøntsager og bær, som alle voksede med 20-30 pct. Samtidig er salget af plantedrikke vokset med over 30 pct., og ifølge markedschefen er salgsudviklingen udtryk for, at den plantebaserede trend for alvor er ved at slå igennem på det danske marked.

Han hæfter sig også ved et voksende salg af færdigretter og varer som melblandinger, pølsebrød og burgerboller, som viser, at økologien er ved at brede sig til nye produktgrupper, og han er ikke i tvivl om, at det er muligt at øge økologisalget yderligere, hvis der kommer mere fokus på lokale råvarer.

Samtidig noterer han, at det økologiske salg er begyndt at vokse i områder, hvor økologien traditionelt har stået svagt.

»Vi kan se, at salget er begyndt at vokse i områder som Nord- og Vestjylland, hvor salget tidligere lå lavt, og vi kan samtidig se, at både lavindkomstgrupper og forbrugere som er meget prisbevidste er begyndt at købe mere økologi,« siger han.

Sådan voksede det økologiske salg i 2019

  • Frugt  + 10 pct.

  • Grønt + 16 pct.

  • Mejeri + 7 pct.

  • Kolonial + 8 pct.

  • Drikkevarer + 7 pct.

  • Frost + 9 pct.

  • Kød + 6 pct.