Annonce

Annonce

En kvinde sidder på en restaurant og tager et stykke kød fra et fad

I en undersøgelse fra 2015 af Madkulturen indgik kød i 72 pct. af aftensmåltiderne, mens det i 2018 var 73 pct. Foto: Colourbox

Danskerne har ikke flere kødfrie dage end for tre år siden

Ny undersøgelse viser, at danskerne spiser kød til aften lige så ofte som for tre år siden.

Trods det stigende fokus på kødfri dage og kødproduktionens klimabelastning er danskernes kødforbrug mere eller mindre uændret de seneste tre år. I hvert fald når man ser på, hvor ofte kød indgår i aftensmåltidet.

Det viser en ny undersøgelse fra Madkulturen, der er en selvejende institution under Miljø- og Fødevareministeriet. Her er et repræsentativt udsnit af den danske befolkning blev spurgt, hvad der blev spist til aftensmåltidet dagen forinden.

Besvarelserne viser, at der faktisk er sket en mindre stigning i andelen af aftensmåltider, hvor kød indgår. I en lignende undersøgelse fra 2015 indgik kød i 72 pct. af aftensmåltiderne, mens det i 2018 var 73 pct. 1.977 respondenter har deltaget, og den statistiske usikkerhed ligger på mellem to og tre pct.

Undersøgelsen siger dog ikke noget om, hvor stor mængden af kød var, så selvom andelen er mere eller mindre uændret, kan mængden både være forøget, uændret eller formindsket.

Dog viser undersøgelsen, at de unge mellem 18 og 25 år spiser mindre kød end andre aldersgrupper (68 pct. af aftensmåltiderne indeholder kød mod 73 pct. for de andre aldersgrupper), og dermed kan det være et varsel om en større forandring af danskernes kødvaner, nævner forfatterne.

Det skal tilføjes, at undersøgelsen udelukkende baserer sig på aftensmåltiderne og dermed ikke siger noget om forbruget af kød til de øvrige måltider.

Går stik imod andre analyser

"At antallet af kødfrie dage ikke er steget i løbet af de seneste tre år, kan virke overraskende. Der har i de seneste år været et stigende fokus på en række udfordringer forbundet med produktionen og indtaget af kød, herunder klimabelastning, betydning for sundheden og for dyrevelfærden. I medierne har der været historier om demonstrationer imod kødproduktion, og der har været heftig debat om kødfrie dage, fleksitarisme, vegetarisme og veganisme. Men det store fokus har ikke ændret på, hvor ofte danskerne spiser kød til aftensmad i den brede befolkning. Dertil er danskernes lyst og vane omkring at spise kød åbenbart for stærk," skriver rapportens forfattere.

Samtidig er aftensmåltiderne blevet mere ensformige, i den forstand at der indgår færre typer af tilbehør som kartofler, tilberedte grønsager, mejeriprodukter, frugt og tørrede bælgfrugter.

Undersøgelsen går stik imod brugeranalyser, som Coop Analyse løbende foretager. I 2017 viste analysen, at minimum 28 pct. af de adspurgte havde en kødfri dag om ugen, hvilket var en stigning på 9 procentpoint i forhold til en lignende analyse i 2010. Samtidig skulle antallet af danskere, der halvdelen af ugen dropper animalske proteiner være fordoblet til 8,2 pct.

En anden måling fra 2016 foretaget af TNS Gallup viste også en nedgang i kødforbruget, idet hver tredje respondent svarede, at denne havde sænket sit kødforbrug i forhold til året forinden. Desuden svarede 42 pct., at de har én eller flere kødfrie dage om ugen.

Tendensen viste sig også i en undersøgelse gennemført af Kundepanelet for De Samvirkede Købmænd (DSK) 2017, hvor 44 pct. svarede, at de holder kødfrie dage eller har et ønske om at spise mindre kød. Tallene blev dog ikke sat i sammenhæng med tidligere tal for at vise en evt. forskel, men DSK konkluderede, at der var en herskende trend, "hvor kødet spiller en mindre rolle i måltidet".

En anden metode

Madkulturens metode er dog også anderledes end de andre omtalte undersøgelser. Undersøgelsen baserer sig nemlig specifikt på, hvad de adspurgte har spist til aftensmad dagen forinden og vedrører altså ikke dagens øvrige måltider - ej heller mængden af indtaget kød. 

I 2015, som er perioden, der sammenlignes med, indgik dataindsamlingen i efteråret, mens den i 2018 foregik i en meget varm maj. Derfor er grillretter blevet ekskluderet i de ovenstående tal, da de kunne give en overrepræsentation af kødretter.

Besvarelserne til den nye rapport er indhentet blandt 2.257 repræsentativt udvalgte respondenter i perioden 4.-18 maj 2018.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion